Det er de store følelser, der raser indeni hende lige nu. Store. Og modstridende.

»Lige siden vi fandt ud af det, har jeg nærmest vores i en lykkerus. Men frygten er der også. Den er svær at slippe. Den, tror jeg, kommer til at følge os hele vejen,« siger 42-årige Joan Divine med en stemme, der afspejler begge dele. Og forståeligt nok.

For efter ni års kamp er den tidligere Playboy-model endelig gravid. Hun er i 21. uge. Venter sammen med kæresten, 'Vild med dans'-stjernen Michael Olesen, drømmebarnet.

Men rejsen dertil har været hård. Det, der skulle være det naturligste i hele verden, sendte dem igen og igen på følelsesmæssige op- og nedture. Først efter en tur til Rusland gik drømmen i opfyldelse. Den vender vi tilbage til.

Efter ni år er Joan Divine og kæresten Michael Olesen endelig gravide og jublende lykkelige. Men det har også været nogle svære år med mange op- og nedture.
Efter ni år er Joan Divine og kæresten Michael Olesen endelig gravide og jublende lykkelige. Men det har også været nogle svære år med mange op- og nedture. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Det var i slutningen af 2011, at skæbnen førte dem sammen til en fest.

Hun var 32, tidligere stripper, som havde arbejdet sig op til at være en eftertragtet nøgenmodel i nogle af verdens største mandemagasiner. Han var 28, professionel danser og havde allerede flere sæsoner af 'Vild med dans' på sit cv.

De forelskede sig på stedet.

Selvom begge havde fuld fart på karrierekanonen, kom spørgsmålet om børn hurtigt på banen. Og da begge havde drømmen, og Joan Divine tidligere havde fået fjernet den ene æggeleder, lod de sig teste.

»Mine chancer var gode. Men til gengæld fik Michael den besked, at hans sædkvalitet var rigtig dårlig, og at jeg ikke ville kunne blive naturligt gravid.«

»Så nærmest fra starten af vores forhold har vi været i fertilitetsbehandling, og det har været sindssygt hårdt,« fortæller Joan Divine om som nyforelsket par at skulle leve et totalt skemalagt liv i kliniske laboratorier. Med sædprøver. Udtagning af æg. Hormoninjektioner. Behandlinger, der ofte først giver resultat efter et par.

Så glæden var stor, da Joan Divine allerede i første forsøg blev gravid.

»Det var første lykkerus. Der var bare det minus, at fostret var meget lille, så jeg fik en række ekstra scanninger, og i uge 11 var der pludselig ikke hjerteblink mere. Så det blev også vores første møde med sorgen.«

Utallige behandlinger senere mødte de den igen i 2016. Og senest i december 2019.

»Årh, det svært at sætte ord på,« siger Joan Divine om, hvordan man håndterer sorgen. Håndterer at være i en lykkerus i det ene øjeblik og sendt til tælling det næste.

»Det har været sindssygt hårdt, og det er også derfor, vi har haft brugt for at rejse væk for at mærke hinanden, mærke efter, om det her virkelig var, hvad vi skulle.«

Med ni års fertilitetsbehandlinger har kærligheden til tider haft trange kår for Michael Olesen og Joan Divine. Derfor har det altid været vigtigt for dem at tage på ferie for at genfinde hinanden.
Med ni års fertilitetsbehandlinger har kærligheden til tider haft trange kår for Michael Olesen og Joan Divine. Derfor har det altid været vigtigt for dem at tage på ferie for at genfinde hinanden. Foto: Privat
Vis mere

»Selvfølgelig har det også været svært for Michael, men rigtig, rigtig hårdt for mig. For det er mig, der skal tage hormonerne, mig, der skal igennem alle behandlingerne, plus at det også er mig, der sætter mit liv på standby,« siger Joan Divine, der havde gode jobs i USA og planer om at flytte dertil, da parret mødte hinanden.

»Så der har været mange ting, jeg gerne har villet, men som ikke kunne lade sig gøre, når jeg også skulle gennem behandlingerne.«

Hun indrømmer da også blankt, at det har været svært at sidde hjemme i sofaen fredag aften og se sin kæreste danse smilende hen over hendes tv-skærm.

»Jeg har da været jaloux på Michael mange gange, og det har nok været et kæmpe issue. For Michael kunne køre videre med sit almindelige job og 'Vild med dans'. Så at se ham glad og positiv i fjernsynet, når vi måske lige præcis var i en sorg, lige havde mistet, eller behandlingen ikke var gået så godt, og jeg havde ondt, har været svært.«

»Det kan sgu godt være, at det er misundelse eller jalousi. Men jeg ville virkelig også gerne kunne slippe væk fra de tanker. Jeg havde bare ingen steder at flygte hen, fordi mit eget liv var sat på standby.«

Oveni var der alt det, der skete med kroppen. Den krop, hun som nøgenmodel havde levet godt af i mange år. Men som nu på grund af hormonerne bare voksede og voksede.

»Man tager sindssygt meget på. Jeg gik fra 56 kilo til 70. Og fordi vi ikke holdt pauser i behandlingerne, har min krop ikke kunnet komme tilbage til normalen.«

Adskillige gange har Joan Divine prydet forsiden på Playboy. Her det venezuelanske.
Adskillige gange har Joan Divine prydet forsiden på Playboy. Her det venezuelanske. Foto: Privat
Vis mere

»Jeg siger ikke, at der har været hårdere for mig end andre, men qua hvor langt jeg var nået i modellivet med blandt andet Playboy – hvilket jeg var virkelig stolt over – og måtte sætte det på standby og samtidig se min egen krop forsvinde og blive større og større, det har været det værste for mig,« siger en ærlig Joan Divine om den svære kamp.

Trods kærlighedens opslidende betingelser gennem ni år har hun og Michael Olesen aldrig overvejet at gå fra hinanden.

»Vi kunne sikkert sagtens have endt der, men vi har været rigtig gode til at tale om det. Og selvom der har været tidspunkter, hvor vi har været uenige, har vi aldrig mistet kærligheden til hinanden. Vi har været fast besluttet på, at det skulle være os to, og se, om projektet med børn kunne lykkes,« lyder det fra Joan Divine.

Og nu er det lykkedes. Endelig. Takket være en klinik i Rusland, hvor det blev udredt, hvorfor hun tre gange mistede sit ufødte barn.

Selvom Joan Divine er over halvvejs i graviditeten, skal hun stadig nive sig selv i armen for at tro på, at det endelig er lykkedes.
Selvom Joan Divine er over halvvejs i graviditeten, skal hun stadig nive sig selv i armen for at tro på, at det endelig er lykkedes. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»Jeg skal stadig nive mig armen,« siger hun. Helt glad. Men indrømmer altså også, at frygten for, at noget kan gå galt, nok bliver boede, indtil fødslen er overstået, og de langt om længe kan byde et nyt lille menneske velkommen til verden. Et menneske, de ikke kender kønnet på.

»Det her har været planlagt i ni år. Vi har vidst, hvornår vi skulle ind på klinikken, hvornår Michael skulle levere sædprøver, hvornår jeg skulle have taget æg ud, lagt det op. Alt har været skemalagt, så vi vil simpelthen gerne have noget, der er en overraskelse. Have lov til at vente på noget, som man ikke ved, hvad er. Så vi tager tingene fuldstændig uplanlagt fra nu af,« griner Joan Divine, som ikke vil afvise, at en nummer to kan komme på tale.

»Men vi har ikke helt besluttet det endnu. Vi har stadig tre æg i fryseren i Rusland, og skal vi bruge et af dem, vil vi prøve at gøre det i naturlig cyklus uden hormoner. Men det er nok ikke noget, vi lige springer ud i. Vi ser på det, når den lille er født.«