Joachim B. Olsen skifter fra august Rådhuspladsen ud med Pilestræde.

Det sker, når ekspolitikeren starter som politisk kommentator hos B.T. Det bekræfter chefredaktør Pernille Holbøll.

»Det er jeg helt utrolig glad for – ikke mindst set i lyset af, at vi står over for en ualmindelig spændende valgkamp lige om lidt,« siger hun.

Den tidligere politiker skifter dermed jobbet som politisk kommentator på Ekstra Bladet ud med samme job på B.T.

»Jeg har været utrolig glad for at være politisk kommentator på Ekstra Bladet – ikke mindst for samarbejdet med min ven og makker: dansk journalistiks svar på Per Arnoldi, Brian Weichardt. Men det er det helt rette tidspunkt for mig at skifte til B.T., og jeg glæder mig til at møde holdet i Pilestræde og sammen med jer gøre B.T.s læsere klogere på politik, spin og udenomssnak.«

»Og så glæder jeg mig selvfølgelig til at dække den kommende valgkamp,« siger Joachim B. Olsen til B.T.

Ifølge Joachim B. Olsen skyldes skiftet, at han kan se sig selv i et solidt samarbejde med den nye ledelse på B.T.

»Det er en retning, jeg 100 procent kan se mig selv i. Det er mennesker, som jeg kender, og som, jeg ved, er ekstremt dygtige,« lyder det.

Afskeden fra Ekstra Bladet er dog også rigtig, og den er ifølge kommentatoren sket uden dramatik.

»De tog det, som jeg havde håbet. De har sagt, at de vil savne mig. Jeg vil især savne Brian Weichardt. Det har været et fantastisk samarbejde. Men jeg glæder mig til at være på B.T. Det er et utroligt vigtigt medie,« siger han og afslutter:

»Jeg glæder mig bare til at sparke røv.«

Joachim B. Olsen har været politisk kommentator på Ekstra Bladet siden 2020.

Ud over sin karriere som politiker i Liberal Alliance har Joachim B. Olsen gjort sig bemærket som professionel atlet inden for kuglestød.