Jimilian er blevet single.

Det afslører musikeren over for Billed-Bladet.

»Det er noget nyt, at det er, at Helene og jeg er gået fra hinanden. Det er noget tid siden, men vi gik fra hinanden med respekt. Hende og hendes familie vil altid have en plads i mit hjerte,« fortæller han til mediet.

Jimilian og, nu eks, kæresten Helene Mertz var sammen i knap fem år, og ifølge musikeren er beslutningen om at gå hver til sit taget i fællesskab.

Musikeren, der står bag hits som 'Dejlig', 'Slem Igen' og 'Kærlighedssangen', kan da også afsløre, at der er et nyt album på vej, som forventes at udkomme til februar.

Sidste efterår kom Jimilian for alvor på danskernes læber, da han – i selskab med Asta Björk – dansede sig hele vejen til førstepladsen i 'Vild med dans'.

Her fik musikeren i den grad øjnene op for dansesporten.

»Jeg synes, det er en dejlig sport! Jeg kan ikke lide fitnesscentre, det er ikke så meget mig. Jeg synes, det er kedeligt og så hårdt at løfte vægte. Jeg kan godt lide, når der sker noget,« fortalte Jimilian i kølvandet på sejren og tilføjede:

»Jeg har prøvet at gå til alt muligt, golf og tennis. Det var ikke så meget mig. Men så kom jeg lige pludselig med i »Vild med dans«, og dans er god motion og megagodt for min musik også.«