Jim Lyngvild og Ghita Nørby har begge erfaring med interviews, der er løbet lidt af sporet.

For Ghita Nørby er det interviewet med Iben Maria Zeuthen på det hedengangne Radio 24syv og senest interviewet med Simi Jan i Go' aften Live, der har trukket overskrifter.

I sidste uge var det så Jim Lyngvilds tur, da han efter ganske få sekunder så sig nødsaget til at afbryde et telefoninterview med Radio Loud, hvor han skulle deltage i en paneldebat om den kritik, han har mødt i forbindelse med sit kunstneriske billede af kultur- og kirkeminister Ane Halsboe-Jørgensen.

Afbrydelsen kom som en konsekvens af, at de andre deltagere i panelet overhovedet ikke havde sat sig ind i emnet og postulerede, at de egentlig var ligeglade med det.

Og selvom det ikke var et interview, som Ghita Nørby og Jim Lyngvild onsdag aften var mødt op til i Imperial, men derimod gallapremieren på filmen 'Margrete den Første', var det oplagt at spørge, om han denne gang forventede at blive til slutningen.

»Jeg lover, at jeg bliver til den bitre ende,« sagde Jim Lyngvild, mens Ghita Nørby ikke kunne holde latteren tilbage.

Der er da heller ingen tvivl om, at de to støtter hinanden, når der er brug for det.

»Vi er venner,« svarede Ghita Nørby.

Og venner støtter hinanden?

»Altid,« supplerede Jim Lyngvild.

At Jim Lyngvild har en stor forkærlighed for dansk historie kan næppe overraske, da han både har lavet udstillinger på Nationalmuseet og bor i sin egen vikingeborg, Ravnsborg.

Af den grund kan det også overraske, at han ingen forventninger havde til filmen om dronning Margrete den Første – og så alligevel.

»Der var corona, og produktionen blev stoppet, og så kom den i gang igen, så om det er et halvfærdigt arbejde, jeg tror det ikke, og med Trine Dyrholm i hovedrollen kan det kun være godt,« lød det.

»Ja, og med Charlotte Sieling som instruktør, så kan det ikke blive bedre,« sagde Ghita Nørby.

Udover Trine Dyrholm foran kameraet, og Charlotte Sieling bag det, har det historiske drama også navne som Morten Hee Andersen og Jakob Oftebro på rollelisten.