Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Det hedder sig, at man må lide for skønheden. Og det må man sige, at han i den grad har gjort. Til overflod.

»Kraniekanten oven på hovedet gjorde fuldstændig hysterisk ondt. Dér, hvor man slet ikke kan abstrahere fra det. Men ribbenene? Det gjorde så ondt, at jeg faktisk nærmest ikke kunne trække vejret,« fortæller Jim Lyngvild.

Det er hans nyeste værk, han taler om. Et værk, der modsat alle dem, som har gået deres sejrsgang på landets museer, er printet på hans egen krop.

De seneste uger har den kendte kunstner nemlig gennemgået en markant og vild forvandling og har ikke alene fyldt hele brystkassen og maven med en kæmpe tatovering. Han har også haft den skaldede isse og baghovedet under nålen.

Jim Lyngvild i hænderne på tattookunstneren Jesper Mann. Specielt i kraniekanten gjorde det voldsomt ondt at blive tatoveret.
Jim Lyngvild i hænderne på tattookunstneren Jesper Mann. Specielt i kraniekanten gjorde det voldsomt ondt at blive tatoveret. Foto: Privat
Vis mere

»Hvorfor? Det ved jeg ikke,« griner 43-årige Jim Lyngvild.

»Jeg får nogle gange nogle stemmer i hovedet, der siger, at jeg skal gøre noget. Som for eksempel at bygge en vikingeborg,« fortæller han med reference til den kæmpe borg, som han og manden Morten bor i.

»Det lyder ret voldsomt, men de gange, jeg har rykket mig allermest, er der, hvor jeg har lyttet til stemmerne, og så har det vist sig at have en livsændrende effekt.«

»Så da stemmen i mit hoved sagde, at jeg skulle få lavet to ravne, der hviskede mig i øret, vidste jeg ikke hvorfor. Kun at det skulle jeg,« forklarer Jim Lyngvild, som drog til Sverige og lagde sit hoved i hænderne på tattookunstneren Jesper Mann, da den slags tatovering er ulovlig at lave i Danmark.

»Jeg ved, at mange tager afstand fra tatoveringer på hovedet. Det gør jeg også selv, og selv nu er jeg i syv sind med, hvorvidt jeg er 100 procent i ro med det, for det er en voldsom ændring af mit udseende.«

»Men det var noget, der skulle gøres af en eller anden årsag. Hvorfor ved jeg ikke endnu,« siger Jim Lyngvild, som i flere år har haft runer tatoveret over sit øre.

'Odin ejer mig – jeg skylder ham alt' står der.

Nu suppleret af ravnene Hugin og Munin, der hvisker ham i øret.

På hele sin brystkasse og mave har Jim Lyngvild nu fået tatoveret et maskemotiv, der skal beskytte ham mod ondskab udefra.
På hele sin brystkasse og mave har Jim Lyngvild nu fået tatoveret et maskemotiv, der skal beskytte ham mod ondskab udefra.
Vis mere

»Jeg ved godt, at det kan komme til at afskære mig fra nogle typer job, men foreløbig har jeg ikke oplevet det. For jeg tror, at folk kan mærke, at tatoveringerne er en understregning af min personlighed. At det ikke er, fordi jeg skal spille sej rockertype.«

Apropos seje rockertyper vandt Jim Lyngvild i den forgangne weekend pænt med respekt fra netop dem.

Her gik Jim Lyngvild nemlig under Prison Ink konventet skridtet videre og fik hele brystkassen og maven tatoveret med det maskemotiv, som mange kender fra Moesgård Museums maskesten.

»Jeg tror næsten, at jeg hellere ville føde et barn. Hold kæft, hvor gjorde det ondt,« siger han om smerten.

»Der kom flere store stærke rockertype-mænd med store overarme hen til mig og nikkede anerkendende. For de vidste godt, at ribbenene og brystbenet er dét sted, der gør allermest ondt,« siger han om tatoveringen, hvis motiv skal værne ham mod ondskab udefra.

»Alle mine tatoveringer har en åndelig betydning, som passer til mig.«

Men præcis hvad de to ravne på hans hoved vil ham, ved han endnu ikke.

Sådan ser det endelig resultat ud.
Sådan ser det endelig resultat ud. Foto: Morten Paulsen/Privat
Vis mere

»Kun at jeg nu har fået tatoveret en ravnetoupé. Det tror jeg, at jeg er den første i verden, der har,« griner Jim Lyngvild, som for år tilbage fik sin første hovedtatovering i erkendelse af, at han genetisk er disponeret for at blive skaldet.

Og eftersom han på ingen måde havde lyst til et liv med hentehår, tog han konsekvensen.

»Dengang var det da i sig selv grænseoverskridende at barbere mig skaldet, men når nu jeg alligevel skal barbere mit hoved hver anden dag resten af mit liv, for at der ikke kommer pletvis hårvækst, kan jeg lige så godt gøre en dyd ud af det og dekorere det.«

»Men ligesom med en ny frisure skal jeg selv lige vænne mig til det.«