Det er ikke altid lige nemt at være dem, der står Jim Lyngvild nærmest.
For Jim Lyngvilds mor, Kirsten Petersen, er det særligt hårdt at se sin søn blive svinet til, men omvendt kan moderen også have det svært ved Jims egne holdninger. Særligt en episode for fire år siden gjorde ondt.
I 2017 blev Lyngvild hængt ud som racist, efter han sagde, at han stemte på Dansk Folkeparti. Lyngvild leverede en svada af rang mod danske bøsser og sagde, at de skulle 'stoppe kællingeriet'. Desuden blev hans venskab med Pia Kjærsgaard beskrevet i mange medier.
Og dét gjorde Kirsten Petersen vred.
»En gang imellem kan det godt være lidt hårdt. Det, at han en gang imellem gør og siger noget, der er forkert. Jeg er jo utrolig vred over det med, at han bliver kaldt racist. Det tror jeg ikke på, han er. Men han gjorde den fejl, at der på et tidspunkt var lidt for meget med Pia Kjærsgaard. Det har givet ham det,« vurderer Kirsten Petersen.
Men Jim Lyngvild understreger over for sin mor, at det ikke er tilfældet.
»Der er nogle, der kalder mig racist. Og det er jeg ikke. Men min mor bliver jo ked af det, fordi jeg bliver ked af det. Og Morten (Paulsen, Jim Lyngvilds mand, red.) bliver allermest ked af det, når ting går ud over mig,« tilføjer Jim Lyngvild.
Anledningen til interviewet er Lyngvilds fernisering på Køge Museum, hvor han har lavet udstillingen 'Vølver, guld og guder', hvor han har portrætteret en række kendte ansigter som de mytologiske væsner vølver.
Og derfor har Kirsten Petersen da også roser med til sin søn.
»Jeg er også fantastisk stolt af ham. Det, jeg er mest stolt af, er, at han gør det, han selv kan lide,« siger hun.
Lyngvild forklarer, at moren aldrig siger til ham, at hun er stolt af ham. Men opbakningen har altid været stor.
»Jeg gør det kun, fordi jeg har fået opbakning til det. Jeg har altid, siden jeg var helt lille, fået at vide: 'Du kan blive, hvad du vil, du kan være, hvad du vil',« siger han og uddyber:
»Jeg kan huske engang, vi kom gående inde på Strøget. Jeg tror, jeg har været otte år, og så gik der to mænd med hinanden i hånden. Så sagde min mor: 'Nej, se hvor er de smukke. Se deres kærlighed'. Og hun vidste jo godt, hvad hun sagde. Hun var jo ikke idiot.«
Kirsten Lillian mener dog ikke, at hun allerede vidste, at Jim var bøsse, da han var otte år. Men:
»Jeg vidste, han var meget anderledes. Jeg vidste det, da han ville have en lyserød sweater. Han var jo det smukkeste barn med lyse krøller. Så jeg sagde: 'Det får du altså ikke, før man kan se, at du er en dreng'. Men han fik den. Og han fik en dukke,« fortæller hun.
Da Jim gik i skole, fik han engang en skideballe af rang. Og her kom moren ham til undsætning.
»Der havde været en tegning på tavlen, og så havde læreren sagt: 'Hvad forestiller det?' Jim rakte hånden op og sagde 'en tissemand'. Så blev jeg kaldt op på skolen, for det måtte en 5.klasse-dreng ikke sige. Så sagde jeg til læreren, 'hvad lignede det?' Og det lignede jo en tissemand. Der gav jeg Jim ret,« fortæller Kirsten Petersen.
Efterfølgende blev hun spurgt, hvad hun ville gøre, hvis Jim Lyngvild blev bøsse.
»Jeg sagde, 'bare han bliver en lykkelig bøsse',« siger Kirsten Petersen.
