Jim Lyngvild er lidt af en multikunstner. Han designer tøj, underholder på tv, fungerer som modekommentator, skriver bøger, brygger øl og har sin egen hudplejeserie.

Og nå ja, så klarer han sig også ganske udmærket som forretningsmand.

I hvert fald er det lykkedes Jim Lyngvild at vende selskabet Lyngvild Holding til en overskudsforretning.

Således fremgår det af selskabets årsregnskab, som virksomhedsportalen Ownr har trukket for B.T.

Mens holdingselskabet kom ud af 2018 med et underskud på over 88.000 kroner, er tallene for 2019 anderledes grønne.

1.367.595 står der med grønt på bundlinjen, der markerer årsresultatet. Dermed har Lyngvild Holding nu en egenkapital på knap 37.000 kroner.

Og selv om det måske lyder beskedent, må det siges at være en forbedring. I 2018-regnskabet var egenkapitalen i minus. Konkret 1.330.750 kroner i minus.

Den nævneværdige forbedring til trods er Jim Lyngvild dog ikke alt for optimistisk, hvad angår 2020-regnskabet.

Hans virksomhed er - ligesom næsten alle andre virksomheder - nemlig påvirket af coronakrisen og de restriktioner, som er fulgt med.

Noget, man allerede i ledelsesberetningen for 2019-regnskabet tager højde for. Holdingselskabets datterselskab Raunsborg, som står bag den 41-årige iværksætters hudplejeserie, er nemlig også ramt af krisen.

'Det associerede selskab Raunsborg ApS er påvirket af disse restriktioner, og Lyngvild Holding vil også blive påvirket heraf, eftersom Raunsborg ApS er selskabets væsentligste aktiv,' står det beskrevet i ledelsesberetningen, der fortsætter:

'Det er i sagens natur ikke muligt at foretage nogen beløbsmæssig opgørelse af den økonomiske konsekvens af udbruddet af coronavirus for de to selskaber på nuværende tidspunkt.'

Nu gik det ellers lige så godt for Raunsborg, som Jim Lyngvild ejer 50 procent af, mens to medinvestorer hver især ejer 25 procent.

Jim Lyngvilds hudplejeprodukter sikrede nemlig selskabet en bruttoindkomst på lidt over fem millioner kroner i 2019. Omtrent en million kroner mere end året forinden.

Når både personaleomkostninger, skat og så videre er betalt, er der 795.956 tilbage at rutte med. Og selv om det måske ikke lyder af alverden, har summen været med til at nedbarbere gælden i virksomheden betragteligt.

Dermed ligger egenkapitalen i virksomheden efter 2019 på minus 303.462 kroner sammenlignet med de knap 1,1 millioner kroner sidste år.

Og det er måske meget godt, at det går i den rigtige retning. Jim Lyngvild og de andre har nemlig smidt en væsentlig mængde håndører i projektet, som blev grundlagt for fem år siden.

Mens designeren, der er bosat på Fyn, selv har stukket en million kroner i Raunsborg, som er opkaldt efter Jim Lyngvilds hjem, har de to andre satset en halv million hver.

De første par år var projektet en underskudsforretning, mens sidste år afslørede årsregnskabet for 2018, at lykken var vendt.

Således kunne Raunsborg for første gang nogensinde præsentere et overskud.