Jim Lyngvild elsker dyr. Men han synes, danskerne bør fjerne skyklapperne, når de gør den aktuelle sag om aflivning af mink til et spørgsmål om dyrevelfærd.

For selv om flere af de danske minkfarme formentlig må dreje nøglen om, så betyder det ikke, at en potentiel dyremishandling stopper. Tværtimod, mener han.

»De fleste har set videoerne, hvor aflivningen ikke sker på human vis. Normalt bliver minkene gasset, så de ikke mærker noget, men her bliver de slået i hovedet og brændt levende, fordi regeringen ikke fatter, hvad de gør, og det skal gå så hurtigt og hu-hej vilde dyr. Det kan jeg ikke acceptere.«

Jim Lyngvild lagde tirsdag et billede på Facebook, hvor han iført en pels af dansk mink og norsk ræv fordømte regeringen for beslutningen. Og det fik flere af hans følgere til at blokere ham i vrede, mens andre spurgte, hvordan han kunne finde på at iføre sig en pels og bidrage til en skadelig industri.

Til det svarer Jim Lyngvild:

'Bare skrid... get lost... farvel... Jeg er fucking ligeglad med, hvad folk i moralens navn skulle mene om, hvad jeg ifører mig. I kommer ikke til at lave om på mig.'

Jim Lynvild er erklæret dyreelsker, men går alligevel i pels.
Jim Lynvild er erklæret dyreelsker, men går alligevel i pels. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Til B.T fortæller Jim Lyngvild, at han bærer sin danske pels med stolthed, og at han viser den frem i ren provokation for at sætte nogle tanker i gang.

Han frygter nemlig, at manglen på dansk pels i fremtiden vil betyde, at markedet i stedet bliver oversvømmet med skind fra andre lande, hvor man ikke har de samme strikse regler om korrekt aflivning som herhjemme. Det betyder, at endnu flere dyr vil blive »slået i hovedet og flået levende«, som han siger.

»Det er regeringen med til at gøre nu, og jeg ved godt, at dyrevelfærd måske ikke har førsteprioritet, når vi har en sundhedskrise, men man har været lidt for hurtig på aftrækkeren på noget, som man ikke engang ved, om det har en effekt,« siger han og påpeger:

»Om en uge starter pelssæsonen, hvor mange af minkene alligevel skulle have været pelset, og den indtægt går avlerne glip af nu. En uge inden. Man har simpelthen brækket halsen på en hel branche uden at tænke sig om og undersøge konsekvenserne.«

Når Jim Lyngvild, iført minkpels, står på mål for danskernes kritik, så er det, fordi han ikke synes, at andre gør det.

»Vi ser fødevareministeren stå på mål for sin beslutning, og vi ser minkavlerne stå og græde på fjernsyn, fordi deres livsværk er væk. Men hvor er de, der har brugt årevis på at tjene milliarder på den her industri?« spørger han.

Bestyrelsesformand for Kopenhagen Fur Tage Pedersen, der desuden også er formand for Danske Minkavlere, var for nylig ude at spørge regeringen, »hvad fanden der sker«, efter at det kom frem, at der ikke lovhjemmel til at beordre alle landets mink aflivet.

Men, fortalte han videre i en pressemeddelelse:

»Jeg opfordrer avlerne til, at man fortsætter aflivningen. Det vil i sidste ende alligevel resultere i en lukning af hele erhvervet.«

Jim Lyngvild forstår ikke, at man ikke – offentligt i hvert fald – har kæmpet lidt hårdere. Eller foreslået, at man beholder og isolerer 1.000 danske avlsdyr, som ikke er smittet med den muterede covid-19, så man ikke skal starte fra bunden, når vaccinen engang er klar, og den danske pelsindustri kan komme på fode igen.

»Det har taget hundrede år at komme frem de flotte resultater, vi har nu, og når man nu ved, at mink har de bedste vilkår her i landet og bidrager stort til statskassen, så forstår jeg ikke, at brancheforeningen ikke har været på banen med et forslag til en løsning,« siger han.