Jim Lyngvild heppede på og hyldede veninden Inger Støjberg under lørdagens næstformandsopgør i Venstre. Men det skulle han aldrig have gjort.

For siden er han blevet udskammet af fans, der ikke forstår, hvordan han kan være medlem af Det Konservative Folkeparti, samtidig med at hans sympati åbenlyst ligger hos Venstre-kvinden, der endte med at vinde posten overbevisende over rivalen Ellen Trane Nørby.

Det fortæller Jim Lyngvild, der har været venner med Inger Støjberg i årevis, i en video på Facebook.

»Der er folk her på min Facebook-side, der skriver: 'Farvel' eller 'Jeg troede, du var konservativ'. Og så er det, jeg tænker: 'Er du kun venner med folk, der stemmer det samme på papiret som dig? Så er du godt nok et fattigt menneske, kammerat,« siger han i sin opsang.

Inger Støjberg havde inviteret kendis-vikingen med til lørdagens afgørende landsmøde i Venstre, hvor han havde fået en prominent plads lige over for politikerens mor, Gudrun Støjberg. Og det var netop et billede af bordet pyntet i Venstres blå og orange farver, der fik folk til tasterne – og i enkelte tilfælde til at skrive, at de ikke længere ønskede at være Facebook-venner med Jim Lyngvild.

Det fortæller han til B.T. og ironiserer samtidig over begrebet 'venner'.

»Jeg er overrasket over, at folk skriver til mig, at de ikke vil være venner med mig mere. Jeg kender dig jo slet ikke, vi er jo ikke venner,« siger Jim Lyngvild, der til gengæld ikke tøver med at kalde Inger Støjberg en af sine 'allerbedste venner' – selvom de tilhører hvert sit parti.

»Jeg vil ikke under nogen omstændigheder skulle høre på folk, der mener, at jeg kun kan være venner med folk, der er konservative, eller som er skaldede eller homoseksuelle. Tænk sig et fattigt liv, man ville have, hvis man kun skulle være sammen med mennesker, der tænkte det samme som en selv eller bollede med de samme som en selv, eller hvad fanden ved jeg,« siger Jim Lyngvild i sin video, hvor han samtidig fortæller, at han var mødt op for at 'støtte og hjælpe' hende, da hun havde 'brug for hjælp'.

Jim Lyngvild og Inger Støjbergs venskab går flere år tilbage. Her ses de i 2014 ved fejringen af Pia Kjærsgaards 30-års jubilæum i Folketinget.
Jim Lyngvild og Inger Støjbergs venskab går flere år tilbage. Her ses de i 2014 ved fejringen af Pia Kjærsgaards 30-års jubilæum i Folketinget. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

»Inger er min rigtig gode veninde, og jeg elsker hende, og jeg støtter hende, og jeg vil sådan set skide på, hvad nogen andre tænker.«

Da Jim Lyngvild i 2016 meldte sig ud af Dansk Folkeparti til fordel for Det Konservative Folkeparti, skete det under stor dramatik, fordi kendissen mente, at Pia Kjærsgaaard havde lagt ham på is, efter han havde vendt hendes parti ryggen. De har tilsyneladende klinket skårene, for i dag omtaler Lyngvild igen Pia Kjærsgaard som sin ven.

Og heller ikke venskabet med Pia Kjærsgaard er baseret på politisk overbevisning, fortæller han.

»Jeg er kun venner med modige mennesker, og Inger Støjberg er modig, fordi hun ligesom Pia Kjærsgaard tør sætte sin røv i klaskehøjde,« siger han til B.T.