Den canadiske skuespiller Jim Carrey vakte opsigt, da han troppede op til Golden Globe hånd i hånd med den 22 år yngre kollega Ginger Gonzaga.

Nu bekræfter Hollywood-stjernens talsmand, at der er hold i de rygter, som hurtigt begyndte at svirre: Jim Carrey har fundet kærligheden igen.

Det skriver People.

Både Jim Carrey og Ginger Gonzaga spiller med i 'Kidding', der var nomineret i kategorien 'Bedste tv-serie', dog uden at vinde.

Jim Carrey har nu bekræftet, at den 34-årige skuespiller Ginger Gonzaga, som han mødte op sammen med ved årets Golden Globe-show, er hans kæreste.
Jim Carrey har nu bekræftet, at den 34-årige skuespiller Ginger Gonzaga, som han mødte op sammen med ved årets Golden Globe-show, er hans kæreste. Foto: LISA O'CONNOR/AFP
Vis mere

'The Mask'-stjernen var selv nomineret til en Golden Globe i kategorien 'Bedste mandlige skuespiller i en komedieserie' for sin rolle i serien, men også han måtte gå tomhændet hjem.

På den røde løber lod Jim Carrey det skinne tydeligt igennem, at han er meget glad for sin nye kæreste.

»Hun er ikke alene smuk, hun er ekstremt talentfuld, helt fantastisk og intelligent,« siger Jim Carrey i et interview med Entertainment Tonight.

Siden han i 2015 blev ramt af en tragedie, har Jim Carrey ikke været i et forhold. I hvert fald officielt.

Her ses parret på den røde løber til en fest efter award-showet.
Her ses parret på den røde løber til en fest efter award-showet. Foto: Jean-Baptiste Lacroix/AFP
Vis mere

Dengang blev ekskæresten Cathriona White fundet død af en overdosis i Los Angeles.

Dødsfaldet ramte Jim Carrey hårdt. Han var selv med til at bære kisten ved begravelsen og var tydeligt præget af tabet.

Senere kom der et juridisk efterspil, da svigerfamilien gav ham skylden for selvmordet og lagde sag an mod ham. Dog er han siden blevet renset for alle anklager.

Tragedien fik Jim Carrey til at trække sig fra rampelyset.

I stedet fik han udløb for sine følelser gennem kunsten. Han lavede blandt andet skulpturer.

»Man kan godt beskrive mit liv som isoleret. Jeg bruger meget tid alene, og jeg kan godt lide det, så det er alletiders. Det virker måske sært for nogen, men jeg hygger mig,« sagde han til The Hollywood Reporter i august sidste år.

I serien 'Kidding' spiller Jim Carrey Jeff, også kaldet Mr. Pickles, som er et ikon inden for børne-tv og et symbol for godhed og visdom for USA's unge tv-seere. Han rammes af en personlig krise, som eventyr, fabler og tøjdyr ikke kan redde ham fra.

Den verdenskendte komiker har tidligere været gift med Melissa Womer, som han har en datter sammen med, og Lauren Holly, som også er skuespiller.