Se godt på billederne her. De er taget i Margit og Erik Brandts pragtvilla lidt nord for Københavns centrum, hvor parret har boltret sig i en årrække.

Nu er den opulente villa til salg. 314 kvadratmeter bolig og små 1000 kvadratmeter have i bedste colonial style til salg for 14,5 millioner.

Stenkast fra havn

- Selvom vi går og tror det, så er vi jo ikke 17 år mere, griner Erik Brandt i telefonen fra villaen, der ligger et stenkast fra Svanemøllen Havn i Hellerup på Svanevænget.

- Men vi ved endnu ikke helt, om vi har lyst til at flytte, siger Brandt lettere kryptisk.

Ingen finansiel krise


For villaen er altså annonceret officielt til salg hos ejendomsmæglerkæden Home.

- Vi bliver jo ikke yngre. Der kommer jo nogle skavanker med alderen, og det er et kæmpe hus at passe, siger Erik, der fylder 67 i år.

Margit, hans kone siden 1960’erne, er lige fyldt 65 år.

- Vi havde forestillet os en penthouse-lejlighed et godt sted. Med altan og udsigt. Men vi køber sgu ikke noget, før vi er sikre på, at huset er solgt, siger designeren til B.T. og bedyrer, at det ikke er finansiel krise, der har fået parret til at sætte villaen til salg:

- Nej, det kører rigtig godt med design-firmaet. Vi var 30 procent over budget sidste år. Og det var vi også forrige år, så vi klager ikke.

Og det fashionable jetset-par har ekstra god grund til at se foråret i møde med fortrøstning. Sidste år blev Margit ramt af en ondartet sygdom i ryggen. Den er nu i bedring.

Går bedre med Margit

- Det var noget med ryggen og nogle nerver, men det går meget bedre med Margit. Hun har skrantet noget, men nu ser det ud til at gå meget bedre. Men som sagt er vi altså ikke helt unge mere, smiler storcharmøren, som om han ikke selv er helt overbevist.

Det var hans charme parret med hendes stilbevidste flair for det både klassiske og nyskabende design, der tog de svingende 60’ere og de flippede halvfjerdsere lige på kornet.

Nu er parret ved at nå pensionsalderen, men de har stadig økonomisk succes i de nye tider, der altså har sørget for at give parret et ekstra boost de sidste år, siden firmaet Bane relancerede Margits design i efteråret 2005.