I år blev julen ikke lige så festlig, som mange nok havde håbet på. Men det er nok de færreste, der havde en lige så ærgerlig jul, som Jessie J.

Den britiske sangerinde tilbragte nemlig julen på hospitalet. Hun var blevet ramt af Meniéres sygdom, og det gjorde, at hun stort set ikke kunne høre, synge eller gå i en lige linje.

Det afslørede hun ifølge Daily Mail i en Instagram Live.

»Jeg vågnede op og var fuldstændig døv på mit højre øre, jeg kunne ikke engang gå i en lige linje,« sagde hun med tårer i øjnene.

Meinéres sygdom er en tilstand, hvor man typisk får anfald med susen i ørerne, svimmelhed og nedsat hørelse. Den ramte person vil ofte føle sig syg og have svært ved at stå oprejst.

Og det var lige netop det, som Jessie J oplevede. Så i stedet for den klassiske julefejring i familiens selskab var hun indlagt på hospitalet.

Der gik dog ikke længe, før hun fik det bedre igen. Med den rette medicin var hun ude igen dagen efter, og nu kan hun endelig bruge sin elegante sangstemme igen:

»Nu kan jeg endelig synge og holde det ud igen. Jeg savner at synge helt vildt og at være omkring mennesker igen.«

På trods af en ødelagt jul tager hun situationen med oprejst pande:

»Det kunne have været meget værre. Det er, hvad det er. Jeg er super taknemmelig for mit helbred, men det her slog mig ud.«

Jessie J har tidligere dannet par med Hollywood-stjernen Channing Tatum, men de slog op tidligere i år. I dag er hun single og med ny musik på vej.