Jessica Simpsons har ofte fortalt om, hvordan hun har kæmpet med sit forhold til sin krop. En krop, der nu endnu en gang er blevet genstand for omtale. En omtale, hun helst havde været foruden.
Omtalen er en del af en Vogue-artikel om det storslåede Met Gala.
Traditionen foreskriver, at arrangementet, som mange kalder modeverdenens svar på Oscar-uddelingen, afholdes den første mandag i maj. Hvert år. Men ikke i år. Grunden? Corona-pandemien.
Nu, hvor modemagasinet Vogue ikke kan skrive om de overdådige kjoler på den røde løber og de slibrige historier fra selve arrangementet, har de i stedet valgt at bringe en artikel, hvori alt fra modeller til musikere og moderedaktører fortæller om deres minder fra festivitasen.

Og det er i en af disse fortællinger, at Jessica Simpsons krop er omdrejningspunkt.
Det er Sally Singer, tidligere digital redaktør hos Vogue, der i artiklen mindes Met Gala i 2007, hvor Jessica Simpson deltog sammen med sin daværende kæreste, musikeren John Mayer.
»Hun var iført en Roberto Cavalli-kjole, og hendes bryster faldt vist ud på den røde løber... og så under middagen var det pludselig sådan: Wow, Jessica Simpsons bryster er lige over for mig ved middagsbordet, og de er på tallerkenen, og jeg kigger på dem. Og John Mayer havde sine hænder på den ved middagsbordet. Jeg husker, jeg tænkte: 'Åh, kendisser. Slå jer løs her. Det er det, der sker.'«
Det er således denne fortælling, der er faldet Jessica Simpson for brystet, og utilfredsheden udtrykker hun på Instagram.
Her har hun delt det famøse billede af den barmfagre Jayne Mansfield, der sidder til bords med Sophia Loren, som skuler til sin sidemands kavalergang.
'Jeg føler mig lidt som Jayne Mansfield efter at have læst denne – ukorrekte – fortælling fra Met Gala, hvor jeg bliver bodyshamet af Sally Singer,' skriver den 39-årige skuespillerinde.
Hun uddyber, at hun hele sit voksenliv har følt skam over sin krop, og at hun altid har taget andres meninger om den til sig.
'At læse denne længe ventede artikel om det mest stilfulde mode-arrangement i verden og føle sig udskammet af en anden kvinde, fordi man har bryster, i 2020 er kvalmende,' afslutter hun.
I skrivende stund har over 75.000 udtrykt deres opbakning til Jessica Simpson i form af et like, og i kommentarsporet vælter de støttende ord ind.
Og det lader til, at Vogue har været lydhør over for kritikken. Sådan da. I en udtalelse til CNN lyder det således:
»Vi er kede af, at Jessica føler sig bodyshamet i anekdoten fra vores Met-artikel. Det har aldrig været intentionen, men vi forstår hendes reaktion og undskylder for at have inkluderet den (anekdoten, red.).«
Undskyldning til trods figurerer Sally Singers fortælling om Jessica Simpsons bryster fortsat i Vogues artikel.



