De slibrige historier fra Jessica Simpsons nye biografi 'Open Book' bliver ved med at dukke op.
Den 39-årige sangerinde har blandt andet afsløret, hvordan hun har kæmpet med et misbrug, og hvordan hendes ekskæreste John Mayer var hovedårsagen til dette misbrug.
Nu er det også kommet frem, hvordan Jessica Simpson var sangeren Nick Lachey utro med Jackass-stjernen Johnny Knoxville, da hun var gift med førstnævnte.
Det skriver Too Fab.
Ifølge Jessica Simpson var der dog ikke tale fysisk utroskab, men snarere 'følelsesmæssigt'.
Ifølge sangerinden startede flirten mellem hende og Johnny Knoxville, der i øvrigt også var gift på daværende tidspunkt, da de to indspillede filmen 'The Dukes of Hazzard' i 2005.
På det tidspunkt var Jessica Simpsons og Nick Lacheys forhold angiveligt 'i problemer', og derfor begyndte romantikken at spirre mellem hende og Knoxville.
»For det første var vi begge gift, så det ville ikke udvikle sig til noget fysisk, men for mig var den følelsesmæssige affære værre end en fysisk,« fortæller sangerinden i bogen.

»Det er sjovt, fordi jeg fandt det så betydningsfuldt at vente med sex til ægteskabet, men efter, jeg havde haft sex, forstod jeg, at det var den følelsesmæssige del, der var af betydning. Og dét havde Johnny (Knoxville, red.) og jeg, hvilket virkede som et meget større svigt af mit ægteskab end sex,« fortsætter hun.
Hun fortæller endvidere, at hun og Knoxville delte 'dybe tanker' med hinanden, og at han accepterede hende for hvem, hun var uden at gøre grin med hende.
»Han troede på mig og fik mig til at føle, at jeg kunne gøre, hvad jeg ville,« fortæller sangerinden og pointerer, at Nick Lachey langt fra gav hende samme følelse.
Jessica Simpson og Johnny Knoxville fortsatte den 'følelsesmæssige affære', da optagelserne til 'The Dukes of Hazzard' sluttede.

»Vi skrev romantiske kærlighedsbreve (e-mails, red.) om natten, når Nick var faldet i søvn i sengen ved siden af mig,« afslører sangeringen og fortæller, at hun efterfølgende slettede beskederne, så Nick Lachey ikke opdagede dem.
Jessica Simpson og Nick Lachey blev gift i 2002 og skilt i 2006. Da hun havde 'affæren' med Johnny Knoxville, var han gift med Melanie Lynn Clapp.
De to blev skilt i 2008.
Johnny Knoxville har endnu ikke kommenteret Jessica Simpsons påstande.