Bodyshaming findes i mange forskellige former. Nogen får at vide, at de ikke er slanke nok, andre at de ikke er smukke nok, og så er der Jessica Alba, der kort og godt er lidt for pæn.

Da hun var ung, fik den amerikanske skuespiller at vide, at hendes veldrejede numse skulle gemmes af vejen, for ikke at lokke mænd - en skam som fulgte hende i mange år.

»Det var meningen, at jeg skulle skamme mig, hvis mænd begærede mig. Så jeg begyndte at spise meget mindre, da jeg blev skuespiller. Jeg gav mig selv et mere drenget udseende, så jeg ikke fik så meget opmærksomhed.«

Sådan sagde den 38-årige Jessica Alba til The Hollywood Reporter, da hun var en del af en paneldebat styret af skuespilleren Gwyneth Paltrows om sexisme og bodyshaming i Hollywood.

På trods af beskeden fra familien om at droppe jeans og andet tøj, der fremhævede hendes ‘frodige’ krop, så var det alligevel kroppen, der var mest i fokus gennem hendes skuespillerkarriere.

Hendes kurver blev vist frem i stramt sort læder, da hun i 2000 spillede sexet supermenneske i hit-serien ‘Dark Angel’.

I 2003 kunne man se hende vride kroppen til frække dansetrin i filmen ‘Honey’, i 2005 var hun alt andet end usynlig i ‘De fantastiske fire’ og hun brugte en hel film i bikini i ‘Into the blue’.

Og kroppen blev virkelig vist frem, da hun i 2005 spillede danser i filmen ‘Sin City', men det var først, da hun fik sit første barn i 2008, at hun begyndte at have det godt med sin krop.

Alba har tidligere fortalt, hvordan hun også havde det skidt med at kalde sig skuespiller, fordi hun aldrig havde fået klassisk undervisning, og derfor tog lang tid om at finde sin selvtillid, skriver Daily Mail.

‘Jeg er måske ikke den bedste skuespiller, men jeg har mine øjeblikke. Man skal ikke undervurdere livserfaring. Man må tage de knubs man får, det er sådan man bliver succesfuld,’ sagde hun.

Nu har Jessica Alba firmaet The Honest Company, som beskæftiger sig med etiske husholdningsprodukter.

Golden Globe vinderen bor i Los Angeles, USA, og har tre børn med manden Cash Warren, Honor på 10 år, Haven på syv år og Hayes på 16 måneder.