Annette Heick har travlt. Hun løber frem og tilbage mellem huset og det opvarmede telt, der er opstillet i haven.
Sammen med ægtemanden Jesper Vollmer holder hun bogreception – og brunch – en efterårsdag i familiens hjem i Holte.
Mens hun netop har udgivet selvbiografien 'Datteren', er han aktuel med kogebogen 'Klub Vollmer'.
Men alt går ikke helt efter planen, lader hun forstå, mens hun i en lind strøm fodrer to Nescafé-maskiner med kapsler.
»En kok har bortført alle vores kaffekander,« siger hun med et sigende blik mod Jesper Vollmer.
Til gengæld har han bagt boller med masser af gluten og kardemomme efter opskrifter, som findes i kogebogen. Han begynder på historien om, hvordan corona satte skub i 'Klub Vollmer', der er en slags tv-køkken 'on demand'.
Men talen bliver afbrudt af Annette Heick, der er begyndt at poppe champagneflasker som erstatning for den udeblevne kaffe.
»Ikke nu, skat,« siger han, mens forsamlingen af venner, familie, forretningsforbindelser og gamle kollegaer bryder sammen af grin.
De, der kender parret Heick og Vollmer, ved, at det er en fast tilbagevendende ordveksling mellem de to.
»Jesper siger, at der på min gravsten skal stå: 'Nu?'« griner Annette Heick.
For reglen er, at hun spørger: 'Nu?' Og han svarer: 'Ja, nu!' eller 'Ikke nu, skat'.
Eksemplet illustrerer parløbet mellem de to. Hendes utålmodighed opvejes af hans ro, men begge er de iværksættere med en ukuelig fremdrift, og sammen står de stærkt, hvilket de har haft brug for – mere end én gang.
For eksempel da den 47-årige kok, der tidligere har arbejdet i Kongehuset, i 2015 var involveret i en alvorlig badeulykke i Thailand, hvor han fik knust den sjette nakkehvirvel.
Og senest i juni i år, hvor Jesper Vollmer blev ramt af to mindre blodpropper i hjernen.
»Det var et ordentligt nyrehug. Jeg synes, det er uretfærdigt, for jeg har været ramt,« siger han.
Men det ligger ikke til ham at opgive. Hverken i 2015 eller nu.
»Mine skavanker fra ulykken er blevet lidt værre efter blodpropperne,« siger han med henvisning til højre hånd, der er blevet lidt mere »tung«, ligesom han halter mere på den ene ben, end han plejer.
Men evnen til at se muligheder – at forfølge det, der skal og kan ske, i stedet for at dvæle ved det, der ikke længere er muligt – ligger grundfæstet i ham.
»Da jeg efter ulykken i 2015 var indlagt i Hornbæk, sagde lægerne til mig, at jeg altså ikke reagerede som de fleste andre. Dengang var jeg i tvivl, om jeg var ufølsom, men som min bedste ven, der har kendt mig siden barndommen, sagde: 'Nej, du er jo bare dig',« siger han.
Derfor har han også denne gang kastet sig ud i genoptræningen.
Især er han glad for at cykle og vinterbade.
»Jeg har fået en elektronisk mountainbike. Når jeg klikker fødderne i pedalerne, er jeg ikke længere handicappet,« siger han.
Så kan han ligesom før ulykken følge med kammeraterne – så godt, at han endda kan »sætte dem af op ad bakke«.
»Og når jeg vinterbader, fryser jeg kun halvt så meget som andre, for jeg kan ikke mærke noget i den ene side,« siger han med sin usvigelige tro på, at livet bedst leves med blikket rettet fremad – ikke tilbage.
