Øverst pryder et billede af hans seneste bog. Profilbilledet portrætterer ham med den velkendte røde TV 2-mikrofon i hånden. I profilteksten står der 'USA-korrespondent, TV 2 Danmark. Forfatter til biografien 'Live fra Amerika'. Privat officiel konto!'

Ved det blotte øje er det ikke til at se, at omtalte Facebook-profil ikke tilhører Jesper Steinmetz. Et par stykker af journalistens venner lod sig da også narre.

»Flere af mine venner skrev til mig og spurgte, om jeg havde oprettet ny profil, for de var blevet kontaktet af den falske 'mig', og nogle af dem havde også skrevet med vedkommende, inden de blev mistænksomme.«

Det er uvist, hvem der står bag Facebook-profilen, der til forveksling ligner den originale.

Sikkert er det dog, at det ikke er Jesper Steinmetz selv. Og derfor så han sig forleden også nødsaget til at tage til tasterne og på sin egen – ægte – profil advare mod den falske.

»Jeg synes, det dels er vildt ubehageligt, og dels at det vidner om, at en eller anden har for meget tid ved sin computer,« fortæller han om episoden, som fik en af TV 2s it-eksperter til at kontakte Facebook.

»Deres reaktion var nu ikke imponerende, må jeg sige, for Facebook kunne ikke se, der var et problem med profilen. Men det var nok, fordi vedkommende havde fået kolde fødder og siden slettet den.«

Førend profilen blev slettet, nåede den – så vidt den 53-årige journalist er orienteret – ikke at gøre nogen større skade.

Enkelte nåede at godkende venneanmodningen fra den falske profil, men der blev ifølge Jesper Steinmetz ikke kommunikeret noget væsentligt ud fra den.

Det betyder dog ikke, at det ikke har været en ubehagelig oplevelse for journalisten.

»Det er jo et – lidt klodset – forsøg på at stjæle en andens identitet og måske forsøge at få private oplysninger ud af dem, der kender mig. Det er da ret grænseoverskridende.«

Nok er det grænseoverskridende at være udsat for, men det er faktisk ikke ulovligt at udgive sig for at være en anden person på nettet.

Jesper Steinmetz er da også langtfra den eneste, der har oplevet af få sin identitet misbrugt af andre.

Eksempelvis er DR lige nu aktuel med serien '100 falske forelskelser', der handler om 22-årige Malte Prehn, som igennem otte år måtte finde sig i, at hans billeder blev stjålet og brugt af en falsk profil, der gik under navnet Nikolaj Isaksen.

I forbindelse med serien efterlyser Børns Vilkårs digitale medieekspert, Camilla Mehlsen, større belysning af problematikken og bedre lovgivning på området.

»Det er fuldstændig vildt, at det ikke er ulovligt at tage nogens identitet. Det vidner om, at lovgivningen ikke er fulgt med den digitale udvikling,« sagde hun forleden til B.T.

Også danser Morten Kjeldgaard, tv-vært Sanne Gottlieb og radiovært Dan Rachlin har for nylig været udsat for identitetstyveri. For Jesper Steinmetz er problematikken et udtryk for kedsomhed:

»At nogle har for meget tid ved computeren, keder sig og måske også er blevet lidt bims af at sidde derhjemme og så måske får en lidt for sjov idé.«

Adspurgt, om han før har haft lignende oplevelser, svarer han: »Nej, gudskelov.«

»Jeg har en verificeret, offentlig Facebook-profil, som Facebook har sagt god for ved at give den et blåt flueben. Så alle, der vil i kontakt med mig – den rigtige 'mig' – kan bare skrive via den profil.«