460 iværksættere har i denne uge været samlet i Spanien til bootcampen Seedster, som den kendte iværksætter og 'Løvens Hule'-investor Jesper Buch står bag.

deltagerlisten står kendte navne såsom mangemillionæren Martin Thorborg, den tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt, tv-værten Lisbeth Østergaard og den tidligere bagedyst-deltager Ditte Julie Jensen.

Det er dog ikke alle, der har reageret positivt på, at den store gruppe af kendte danske iværksættere er draget udenlands i disse corona-dage.

Det har de to sidstnævnte deltagere selv fortalt på Instagram.

'Der er nogle, der skriver bare for at svine os til, for hvordan fanden vi kan gennemføre det her, når verden er ved at gå af lave,' siger Lisbeth Østergaard i en story, mens Ditte Julie Jensen i et opslag skriver, at hun er 'frustreret, ked af og forarget' over fordømmelserne.

Lisbeth Østergaard påpeger over for B.T., at der kun er tale om et fåtal af negative beskeder, og at hun ikke mener, at hun er 'blevet lagt for had', mens Ditte Julie Jensen endnu ikke er vendt tilbage på vores henvendelse.

Vi har dog talt med Jesper Buch om, hvad han siger til, at nogle af deltagerne til hans arrangement er blevet kritiseret for at deltage.

»Nu skal folk huske, at vi rejste afsted, inden Danmark blev lukket ned,« siger rigmanden, der i ørvrigt påpeger, at han ikke har modtaget en eneste kritisk henvendelse omhandlende afholdelsen af arrangementet.

»Vi har overholdt alle restriktioner, og alt er foregået fuldstændig efter protokollen. Man kan ikke vide, hvordan fremtiden ser ud på forhånd, men det er klart, at vi nok ikke havde afholdt det, hvis situationen, da vi rejste afsted, så ud, som den gør nu,« fortsætter han.

Jesper Buck påpeger igen, at han ikke selv har modtaget kritiske henvendelser, og at han samtidig heller ikke personligt har hørt fra deltagere, der har.

»Men generelt vil jeg sige, at folk skal slappe af,« siger han og fortsætter:

»De skal ikke have ondt i røven over, at de her iværksættere gerne vil forbedre sig fagligt. Der er blevet taget alle de forholdsregler, der kunne, og vi har både været i tæt kontakt med de danske og spanske myndigheder.«

Jesper Buch har som følge af udviklingen i coronaudbruddet valgt at droppe den afslutningsfest, der skulle have været holdt fredag.

Flere deltagere - deriblandt Lisbeth Østergarrd - har da også valgt at rejse hjem en dag før tid.

»I stedet for at blive sure på hinanden burde vi blive bedre til at passe på hinanden,« siger Jesper Buch og fortsætter:

»Og det gælder ikke bare coronavirussen, men generelt. Man skal huske, at hver gang man peger bebrejdende på en person, så er der fire fingre, som peger tilbage på en selv.«