Lyt til artiklen

Mandag er forretningskvinden Ilse Jacobsen gået bort efter et længere kræftforløb, 62 år gammel.

I den brede offentlighed vil Ilse Jacobsen formentlig blive husket for de gummistøvler, hun fik sin forretningssucces med, og for sin rolle i DR-programmet 'Løvens hule'.

Her medvirkede hun som løve sammen med blandt andre Jesper Buch.

Og han fortæller, at det er forretningskvindens »altid gode humør«, som han vil huske og savne hende for.

'Hvil i fred, søde ven. Dit altid gode humør vil blive savnet,' skriver Jesper Buch i et opslag på Instagram.

Jesper Buch og Ilse Jacobsen deltog sammen i de tre første sæsoner af 'Løvens hule' sammen med Tommy Ahlers, Birgit Aaby og Christian Stadil.

Og netop Christian Stadil havde inviteret både Jesper Buch og Ilse Jacobsen med til sin 50-års fødselsdagsfest.

Fra den festlige begivenhed i august deler Jesper Buch i opslaget et billede af, hvordan han kysser en skaldet Ilse Jacobsen.

'Tak for samarbejdet i 'Løvens hule' og venskabet uden for studiet. Mine tanker går til din familie,' slutter Jesper Buch sine mindeord.

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Jesper Buch, men han er endnu ikke vendt tilbage på henvendelserne.