Det er ikke sikkert, at iværksætter Jesper Buch ville være tilfreds med overskriften på denne artikel.

Forretningsmanden, der er kendt som løve fra 'Løvens Hule', er nemlig rigtig træt af de negative historier, som medierne og – ifølge ham – i særdeleshed B.T. kører med dette år, hvor tingene i forvejen er dystre.

Det fortæller han i podcasten Q&CO, som ledes af B.T.s politiske redaktør, Henrik Qvortrup.

»Jeg ved at 2020 har været et rigtigt lårteår med ‘å’ for os allesammen. Folk er ved at blive rigtig, rigtig trætte. Og jeg synes, at de større medier som for eksempel B.T. bør sende nogle gode og positive vibrationer ud. Folk kan ikke holde til det mere,« lyder den klare besked fra den 45-årige iværksætter.

Portræt af politisk redaktør på B.T. Henrik Qvortrup ved Christiansborg Oktober 2020
Portræt af politisk redaktør på B.T. Henrik Qvortrup ved Christiansborg Oktober 2020 Foto: Jon Wiche
Vis mere

Han skrev tidligere torsdag et opslag på det sociale medie LinkedIn, hvor han netop kom med samme pointe, og her er der – ifølge iværksætteren – 98 procent af dem, der kommenterer, som er enige.

Derfor lyder der nu en opfordring fra forretningsmanden.

»Jeg ved godt, I har nogle datadrenge, som har fundet ud af at bad news er good news, men lige nøjagtigt i 2020 bør B.T. sørge for at sende nogle gode vibrationer ud.«

Han mener, at det billede af verden, som er gengivet i spalterne, er alt andet end 'gode vibrationer'.

»Når man kigger ned igennem alle artiklerne, så er det lort på lort på lort på lort, og det har vi ikke brug for lige nu.«

Henrik Qvortrup understreger dog i programmet, at det ikke er alle B.T.s læsere, der deler synspunkt med Jesper Buch.

Langt fra alle er glade for positive corona-historier. Så lyder kritikken, at man undervurderer situationen.

Noget, som Buch ikke vil gå nærmere ind i. Han opfordrer bare til, at B.T.s ansatte begynder at se glasset halvt fuldt.

Jesper Buch er iværksætter og grundlægger af Just-Eat. Her fotograferet i sit hjem på Frederiksberg.
Jesper Buch er iværksætter og grundlægger af Just-Eat. Her fotograferet i sit hjem på Frederiksberg. Foto: Linda Kastrup
Vis mere

Just Eat-stifteren har nogle konkrete bud på artikler, som han gerne så beskrevet på avisen. Eksempelvis nævner han de forkortede ophold, som indlagte coronapatienter har på hospitalerne, ligesom han også ønsker, at man skrev, at gennemsnitsalderen på dem, der dør med corona, er 82 år.

Da vært Henrik Qvortrup spørger, om det er ok, han kalder det, Jesper Buch efterspørger for 'feelgood journalistik', kommer svaret prompte.

»Ja, det er det, og det er nødvendigt.«

Buch mener, at konsekvensen ellers vil være, at læserne enten dropper journalistik eller søger hen på mindre negative medier. Her nævner han DR som eksempel.

Til spørgsmålet om, hvordan han tager det, at folk i så stort et omfang støtter hans opslag og budskab, lyder svaret:

»Det siger mig, at jeg selv skal blive ved med at sende noget positiv energi ud.«

Jesper Buch indrømmer, han er afhængig af at læse B.T.s nyheder, men drømmer om, at man tænker mediet på en ny måde.

For eksempel ønsker han, at man indfører en rød, gul og grøn knap, så læseren selv kan afgøre, hvor mange negative nyheder, de modtager.

Hør den fulde pocast med Q&CO her.