Torsdag kom den sørgelige nyhed, at skuespilleren Morten Grunwald er gået bort i en alder af 83 år, efter det i oktober kom frem, at han var ramt af uhelbredelig kræft i skjoldbruskkirtlen.

»Det er gået lidt hurtigere, end jeg havde fornemmelsen af,« siger Jes Holtsø, som de fleste vil kende som Børge fra 'Olsen-banden'-filmene.

»I mit hjerte er jeg lidt glad på hans og familiens vegne, at de ikke skal gennemgå et langvarigt og pinefuldt sygdomsforløb. Jeg tror, det er i Mortens ånd, at han sagde tak og farvel.«

Jes Holtsø har altid beundret Morten Grunwalds forhold til hustruen, Lily Weiding, som han var gift med i næsten 40 år.

Jes Holtsø beskriver Morten Grunwald som en god kammerat.
Jes Holtsø beskriver Morten Grunwald som en god kammerat.
Vis mere

»I denne branche er det slet ikke en selvfølge, at man har så stor kærlighed gennem alle disse år. De har vist mig, hvordan man kan være som mennesker. De har været rollemodeller for mig,« siger han og fortsætter:

»Jeg er trist over, at hun skal leve videre uden ham. Hun kommer til at mangle ham i sit liv. Det er der ingen tvivl om. Jeg havde håbet på, at de kunne tage hinanden i hånden og smutte videre sammen. Men sådan skulle det ikke være.«

Professionel, enormt dygtig og en god kammerat. Sådan beskriver Jes Holtsø Grunwald som person.

»Jeg har altid haft stor glæde og gavn af at arbejde med så professionelle folk som Morten. Han var en uhyre glad, men samtidig dybt professionel skuespiller,« siger han.

Her ses Jes Holtsø i rollen som Børge.
Her ses Jes Holtsø i rollen som Børge.
Vis mere

Jes Holtsø mener, at Morten Grunwald efterlader sig en enorm arv - blandt andet i form af 'Olsen-banden'. Derfor vil han stadig blive husket mange år frem.

»Der er en stor menneskeskare af dedikerede fans til den her filmserie, som åbenbart skiller sig ud fra alt andet, der er produceret i Danmark,« siger han og uddyber:

»Han var et godt menneske lige til det sidste. Han var meget engageret og pligtopfyldende i forhold til sine fans. Han gik til fan-arrangementer på næsten alle tider af døgnet.«

Jes Holtsø fortæller, at han mødtes med Grunwald flere gange i løbet af de seneste 10 år - hovedsageligt til 'Olsen-banden'-arrangementer.

»Jeg har haft en del snakke og hyggelige stunder med ham. Han var en god kammerat,« slår Jes Holtsø fast.

Selvom de fleste kender Morten Grunwald som Benny, så havde han en lang karriere som teaterchef for Betty Nansen og var med til at starte Østre Gasværk op.

Især fortiden som teaterchef mener Jes Holtsø, at han burde få mere kredit for.

»Morten Grunwald var på mange måder en foregangsmand i dansk teater. Han har hjulpet mange generationer. Han var bidt af teater og brugte simpelthen meget af sit liv på at promovere, at man skal gå i teateret for at få de her fede live oplevelser.«

Jes Holtsø mødtes sidst med Morten Grunwald i sommer i Tyskland, hvor der i Potsdam var åbnet en 'Olsen-banden'-udstilling på filmmuseet.

»Jeg tænkte ikke, at han var alvorligt syg.«

Helt overordnet set mener Jes Holtsø, at Grunwald fortjener en Æresbodil.

»For mig at se er han Danmarks svar på Orson Welles. Han har gjort rigtigt meget for den danske teaterbranche, og jeg synes, at han har fortjent en Æresbodil for sin rolle. Han har fortjent den æresbevisning. Det kan godt være, at Balling instruerede og skrev rollen, men det var Morten, der gjorde Benny levende ved at bruge alle tricks og fiduser fra skuespilhåndbogen.«