I januar sidste år blev Jes Dorph-Petersen fyret efter TV 2s interne advokatundersøgelse, hvor to tidligere praktikanter indberettede seksuelle krænkelser fra hans side, som skulle have fundet sted for omtrent 20 år siden.
Den advokatundersøgelse var Jes Dorph-Petersen så utilfreds med, at han klagede både til Advokatnævnet og Datatilsynet. Og nu vil han have sidstnævnte klagesag til at gå om, skriver Journalisten.
Over for B.T. bekræfter Jes Dorph-Petersen, at han har »begæret delvis genoptagelse af sagen«.
»For der er to helt afgørende præmisser, som jeg mener, Datatilsynet har misforstået,« forklarer Jes Dorph-Petersen til B.T.

I sidste uge afgjorde tilsynsmyndigheden, at selve TV 2s advokatundersøgelse var legitim, men at den blev foretaget på en »alvorligt« kritisabel måde. For der var ikke ordentligt styr på datasikkerheden til at behandle de personfølsomme oplysninger, der fremkom i undersøgelsen, og Jes Dorph-Petersen var ikke blevet ordentligt orienteret om den.
Han mener dog grundlæggende ikke, at TV 2 havde »nogen som helst ret« til at lave advokatundersøgelsen af seksuelle krænkelser på tv-stationen og dermed »rode rundt« i hans privatliv.
Men det mener Datatilsynet altså i deres nylige afgørelse. Og den konklusion mener Jes Dorph-Petersen er forkert.
For ifølge ham havde han for det første ikke juridisk tilknytning til TV 2 på tidspunktet for advokatundersøgelsen, da han var ansat gennem Nordisk Film, der kun producerede programmer til TV 2.
Derudover mener Jes Dorph-Petersen heller ikke, at TV 2 og advokatfirmaet måtte undersøge eventuelle retskrav imod ham.
»For der var ikke nogen brud på nogen lov. De ting, som jeg er blevet anmeldt for, er for længst forældede ifølge straffeloven. Så der er ikke noget retskrav der. Desuden har TV 2 aldrig sagt, at de havde et retskrav imod mig, og de to kvinder, der har anmeldt mig, har heller aldrig gjort noget retskrav gældende,« understreger han.

Derfor er hans egen konklusion klar.
»Der fandtes ikke nogen grund til, at TV 2 og advokatfirmaet skulle have lov at undersøge mit privatliv i alle ender og kanter for 20 år siden,« mener Jes Dorph-Petersen.
Men ud over at Datatilsynet mener, at det var på sin plads, at TV 2 igangsatte sexismeundersøgelsen, så er Jes Dorph-Petersen »tilfreds« med tilsynsmyndighedens konklusioner.
Datatilsynet rettede nemlig kritik af undersøgelsens manglende datasikkerhed og manglende iagttagelse af oplysningspligten.
»Den manglende information, jeg fik om den her undersøgelse og den meget lemfældige omgang med oplysninger, gjorde, at jeg fra starten tænkte, at der var noget helt galt. Jeg vidste nærmest ikke, hvad jeg var anklaget for, og hvad anmeldelserne gik ud på, da jeg blev afhørt,« beretter Jes Dorph-Petersen.
»Det var hovedårsagen til, om jeg så må sige, at jeg blev smidt ud af TV 2,« tilføjer han og giver sin manglende forberedelsestid skylden for sin fyring.
For fremtiden er det da heller ikke utænkeligt, at han vil gå endnu videre i sin kamp for genoprejsning.
»Jeg overvejer fortsat at anlægge en civilretlig sag mod TV 2 og advokatfirmaet Norrbom Vinding. Men det er en lang, besværlig og dyr proces, så derfor er jeg ikke sikker på, at jeg gør det endnu, men jeg taler med flere advokater om det,« fortæller den tidligere tv-vært.