Den kendte Hummel-milliardær Christian Stadil er ikke den første offentlige person, som er blevet diagnosticeret med den alvorlige sygdom neuroborreliose. Blandt andre tv-værten Jes Dorph-Petersen blev i 2003 ramt af borreliose efter et flåtbid. Nu opfordrer han Stadil til at slappe af.

»Mit råd til Stadil er, at Hummel-tøjet nok skal sælge sig selv, så han skal bare hvile sig i en måneds tid,« siger Jes Dorph-Petersen til B.T. og ønsker Christian Stadil rigtig god bedring.

Jes Dorph-Petersen forklarer, at han nemlig selv tog direkte tilbage på arbejde efter endt behandling. En beslutning, han i dag fortryder:

»Jeg kan stadig mærke efterveerne af min sygdom. Det kan jeg måske komme til resten af mit liv. Dengang sagde lægerne, at jeg skulle have seks ugers hvile, men efter en uge var jeg tilbage på job. Det skulle jeg ikke have været.

Jes Dorph-Petersen taler lige ud af posen til Stadil.
Jes Dorph-Petersen taler lige ud af posen til Stadil. Foto: Thomas Lekfeldt
Vis mere

Jes Dorph-Petersen blev diagnosticeret med borreliose i efteråret 2013, efter at han havde opsøgt en fysioterapeut med, hvad han troede var en diskusprolaps. Det viste sig at være fremskreden borreliose, og tv-værten startede med det samme på en intensiv behandling med antibiotika.

I dag fortæller han, at han stadig har følger af sygdommen:

»Jeg har fået en stammen i min måde at tale på, og så bliver jeg hurtigere træt og småsvimmel,« siger Jes Dorph-Petersen, som tror, at symptomerne kunne være undgået, hvis han havde fulgt lægernes råd og hvilet sig efter behandlingen.

»Kroppen har jo fået så mange tæsk af sådan en tur, så det er vigtigt, at man under sig selv at slappe af, så kroppen har tid til at restituere.«

Men det lader ikke til, at Christian Stadil har tænkt sig at slappe af, efter at han torsdag blev udskrevet fra Rigshospitalet oven på en behandling med antibiotika.

Fredag fortæller han i en video på Facebook, at han har det godt og allerede er i gang med hverdagen igen.

»Hvis jeg ikke udtrykte det klart nok i min tekst, har jeg det glimrende. Jeg har arbejdet 'full on' under forløbet og har møder senere i dag og skal måske træne senere,« siger Stadil i videoen.

Overlæge ved Funktion for Flåtoverførte Sygdomme ved Infektionsmedicinsk Afdeling på Rigshospitalet Anne-Mette Lebeach forklarer til B.T., at der ikke er nogen faste retningslinjer om hvile for patienter med borreliose.

Andre kendte med borreliose

Mikkel Kessler fik borreliose i 2017.
Mikkel Kessler fik borreliose i 2017. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Mikkel Kessler

Bokseren Mikkel Kessler fik i oktober 2017 konstateret borreliose.

Dengang sagde han om sygdommen: »Jeg var træt, mine muskler var ømme, og jeg kunne ikke træne.«

Det tog lang tid, før lægerne fandt ud af, hvad Kessler fejlede.

Først efter en måned fandt lægerne ud af, at det var borreliose, der hærgede Mikkel Kesslers krop, fordi han i forløbet blev endnu dårligere og kørt på hospitalet til yderligere undersøgelser.

Her viste en rygmarvsprøve årsagen til Kesslers onde og tab af energi. Derfor blev den rette behandling igangsat.

Mimi Jakobsen fik borreliose i 1997.
Mimi Jakobsen fik borreliose i 1997. Foto: Claus Bech
Vis mere

Mimi Jakobsen

I 1997 ramte borreliose den tidligere minister og generalsekretær for Red Barnet, Mimi Jakobsen, og siden har hun ikke kunnet smile.

Sygdommen kan lamme dele af kroppen og ansigtet, og for nogle kommer bevægeligheden ikke igen.

»Mit ansigt hang jo, så jeg lignede den vrede ugle i en børnebog,« siger hun.

Selvom det måske ser ud, som om hun smiler, så er det kun et svagt smil, og det medførte, at hun måtte melde sig ud af politik.