Hov, giv os lov at afspille artiklen. Den er klar, når du har klikket 'Tillad alle'
Det 81-årige danseikon Britt Bendixen er lørdag morgen gået bort efter kort tids sygdom.
I den brede offentlighed var hun særligt kendt for sin mangeårige rolle i TV 2-programmet 'Vild med dans'. Og i knap to årtier sad Jens Werner ved hendes side ved dommerbordet.
»Jeg ved, at alle de mennesker, som var så heldige at være i berøring, kontakt eller på anden vis være en del af Britts danseverden, alle vil tænke: 'Hold da op, hvor gjorde hun en stor forskel for mig',« siger Jens Werner til B.T.
Selv lærte han Britt Bendixen at kende, da han som 13-årig startede på hendes danseskole.
Og gennem deres mere end 45 år sammen formåede hun både at være hans lærer, hans mentor, hans rådgiver og ikke mindst hans partner i de mange år i 'Vild med dans'.
»Hun har betydet enormt meget for mig, lige siden min barndom. Hun lærte mig, hvordan man begik sig i dansens verden, hvordan man opførte sig,« forklarer Jens Werner.
For ikke mindst i den danseverden, som Britt Bendixen selv begik sig i hele sit liv, har hun efterladt sig et tydeligt aftryk.
Og for Jens Werner vil hun fortsat tjene som et inspirerende eksempel på det at være menneske.
»Hun havde en helt speciel evne, som jeg stadig øver mig på. Nemlig at være fuldstændig tro mod sig selv. At være hundrede procent ærlig, stå op for det, man mener, at turde sige nogle ting, som flertallet måske ikke lige synes, men argumenterede på en kærlig, venlig og respektfuld måde. Det var hun et unikum til at kunne,« understreger 'Vild med dans'-dommeren.
Men lørdag morgen sov Britt Bendixen ind efter kort tids sygdom, 81 år gammel.
Familien og Britt Bendixens bedsteveninde, tv-producer Piv Bernth, har ikke ønsket at uddybe yderligere over for B.T. og har bedt om ro i den pludseligt så svære tid.
Jens Werner kendte dog godt til Britt Bendixens sygdom, selvom forløbet var kort.
Men et dødsfald kan alligevel kun være pludseligt, fortæller han.
»Jeg vidste i hvert fald, at den ikke var helt i orden,« siger han.
For de fleste fik kun lov at se den stærke side af Britt Bendixen. Det store smil og det rungende grin, som blev kendetegnende for hende.
»Britt formåede at vide, hvornår der skal strammes op, og hvornår der skal leveres. Men hun var også rigtig god til – for eksempel inden vi gik på livefjernsyn i 'Vild med dans' – at være afslappet og sidde uden makeup og sige: 'Årh Jens, jeg har sgu haft lidt ondt i hovedet i dag, men det skal nok blive en dejlig aften alligevel!',« forklarer Jens Werner.
»Så på den måde var der aldrig nogen, tror jeg, som så andet end den lysende Britt, den glade Britt, som altid spredte energi og visdom og kærlighed på hendes helt egen måde.«
Jens Werner var sammen med Britt Bendixen, da hun stoppede i 'Vild med dans' i slutningen af forrige år.
De to sås sidst sidste gang kort forinden sygdomsforløbet, da de begge havde par med i en danseturnering.
»Man regner med, man lige kan besøge, lige sige, lige ringe, lige skrive, så det kommer bare pludseligt, at den mulighed ikke er der mere,« slutter Jens Werner.
Britt Bendixen blev 81 år og sov stille ind om morgenen lørdag 18. februar.
Hun efterlader sig sin mangeårige partner, den 62-årige it-projektleder Marianne Nyboe, foruden sin 50-årige søn, instruktøren Niclas Bendixen, som hun fik med den afdøde koreograf Gene Nettles. Derudover havde hun barnebarnet Axel, som sønnen har med skuespiller Trine Dyrholm.