Et Instagram-opslag om taknemmelighed er endt med at give bagslag for Jennifer Lopez og hendes trolovede.

Således langer adskillige brugere ud efter dem, efter Alex Rodriguez tirsdag har delt et billede af sin kommende hustru og hund på det sociale medie.

På billedet kan man se den populære sangstjerne slænge sig på et tæppe fra eksklusive Hermes ombord på et privatfly. I forgrunden sidder hunden Lady og kigger op.

'Lady er bestemt klar til thanksgiving. Vi har så meget at være taknemmelige for, og vi er så glade for at tage hjem for at tilbringe tid med familien. Hvilke planer har I for ferien?' skriver baseballspilleren til billedet, som har fået utallige reaktioner.

Nogle ønsker parret en god helligdag, mens andre er mindre positivt stemte og i stedet kritiserer parrets situationsfornemmelse. Eller mangel på samme.

De kritiske røster mener nemlig, at det er skudt helt ved siden af skiven at rejse under corona-pandemien, hvor folk opfordres til at blive hjemme.

Én svarer således direkte på Alex Rodriguez' spørgsmål om, hvad han skal til thanksgiving:

'Hmm, lad mig se. Være derhjemme. Jeg kan ikke besøge min familie på grund af pandemien.'

Jennifer Lopez og Alex Rodriguez.
Jennifer Lopez og Alex Rodriguez. Foto: ANGELA WEISS
Vis mere

En anden stemmer i og skriver med henvisning til, at parret forud for præsidentvalget udtrykte støtte til den nu kommende præsident:

'I bør ikke rejse. Joe Biden ville ikke kunne lide det.'

Endvidere er nogle gået til tasterne for at kritisere parret for at 'prale med deres rigdom' i en tid, hvor økonomien er hårdt presset grundet det verdensomspændende coronaudbrud:

'Folk kæmper virkelig i øjeblikket. Måske bør I ikke lave opslag for at vise jeres enorme formue ombord på et privatfly med Hermes-tæpper,' skriver en bruger. En anden er enig det budskab:

'Folk mister deres job. Måske skal I lade være med at fremvise jeres privatfly. Vi er godt klar over det... I er rige.'

Fox News, som har beskrevet kritikken, har i samme omgang forsøgt at få en kommentar fra parret. Dog uden held.

Mediet beskriver dog, at Instagram-opslaget er offentliggjort blot få dage, efter sangerinden i den spansktalende radiostation El Zol 107.9 har fortalt, at hun under corona-pandemien flere gange har været fortvivlet:

»Jeg tror, vi alle har haft øjeblikke, hvor vi har følt os deprimerede eller bange for, hvad der skulle ske,« sagde hun blandt andet.

Sangerinden har dannet par med Alex Rodriguez siden 2017. I marts 2019 offentliggjorde de, at de var blevet forlovede. Planen var, at brylluppet skulle have stået i sommer.

Men det blev aflyst. På grund af coronaudbruddet.