En kæmpe ring, en meget special ejendom og en fest til 59 millioner kroner.

Der er lagt op til det helt store, når Jennifer Lopez og Ben Affleck i weekenden endelig gennemfører deres helt store bryllupsceremoni. Blandt dem, der venter i spænding, er brudens mor.

Jennifer Lopez mor, 76-årige Guadalupe Rodriguez, har nemlig altid været overbevist om, at Ben Affleck var den helt rigtige mand til hendes datter. Det har hun tidligere berettet til mediet The View, skriver Daily Mail.

Og ifølge det britiske medie er moderen allerede ankommet til staten Giorgia, hvor Jennifer Lopez, Ben Affleck og deres fem sammenbragte børn befinder sig.

Lopez og Affleck har fem sammenbragte børn.
Lopez og Affleck har fem sammenbragte børn. Foto: FILIPPO MONTEFORTE
Vis mere

Det er nemlig her, at den store fest skal finde sted i weekenden.

50-årige Ben Affleck ejer nemlig en større ejendom – i såkaldt plantagestil i Riceboro i Giorgia, som han faktisk købte som et hjem til sig selv og Jennifer Lopez, da de første gang var sammen for 18 år siden.

Dengang var parret forlovet, men endte med at bryde forlovelsen kort før brylluppet, da de følte sig presset af omverdenen.

Jennifer Lopez, der nu er 52 år, giftede sig efterfølgende med sangeren Marc Anthony med hvem hun fik tvillinger, mens Ben Affleck blev gift og fik tre børn med skuespillerinden Jennifer Garner.

Lopex og Affleck.
Lopex og Affleck. Foto: VALERIE MACON
Vis mere

Siden blev både Affleck og Lopez skilt, og sidste år fandt de to altså sammen igen.

Efter et års kæresteri blev parret i juli gift ved et hurtigt bryllup i Las Vegas uden gæster, mens den store fest altså bliver holdt i weekenden.

Hele tre dage vil festlighederne vare, og det vil starte med en øvemiddag fredag. Lørdag vil hovedceremonien finde sted, mens der søndag vil være en hyggemiddag.

Det har taget fire måneder at planlægge festlighederne, og hovedpersonerne har allerede været i området i flere dage, beretter Daily Mail.

Blandt andet er Affleck, Lopez og deres sammenbragte børn blevet set gå rundt i byen Savannah. Her kan man se, at Lopez tilsyneladende har fået et godt forhold til Afflecks børn, da hans yngst søn gik og holdt sin bonusmor i hånden.