Jennifer Lawrence og familien har mistet deres familiegård i delstaten Kentucky. Den brændte ned fredag aften lokal tid.

Gården, der udover at være et hjem for familien, benyttes til en årlig sommerlejr, der går under navnet 'Camp hi ho'.

»Det er med det tungeste hjerte, at vi kan bekræfte, at vi har mistet vores gård i en forfærdelig brand. Vi er dybt taknemmelige over, at ingen mennesker eller dyr har taget skade, men vi begræder stadig tabet af årelangt hårdt arbejde og de minder, som blev skabt inden for disse vægge,« skriver 'Camp hi ho' på Facebook.

Brandvæsnet blev tilkaldt omkring klokken 21 fredag aften, og da gården ligger et godt stykke ude på landet, hvor der ikke har været vandforsyning fra en nærliggende brandhane, brugte næsten 30 brandmænd og seks brandbiler mere end en time på at dræbe flammerne.

Årsagen til branden er endnu ukendt, men det efterforskes af de relevante myndigheder.

Det amerikanske medie TMZ har fået fat i en email, der er blevet sendt af Jennifer Lawrences bror, Blaine Lawrence, til tidligere deltagere i sommerlejrene, og i den beskriver han skadernes omfang. Flammerne har blandt andre reduceret kontorplads, hestestalde, værksteder og garager til aske.

Dele af gården er dog stadig intakt. Det gælder primært udendørs arealer.

I samme email efterspørger han hjælp og donationer. Han ønsker nemlig at genopbygge hele gården, så den står klar til sommeren 2021.