»Historien er ren fabrikation og har aldrig fundet sted.«

Sådan lyder det fra Jennifer Anistons repræsentant, efter at vilde rygte har floreret om 'Venner'-stjernen på internettet.

Under optagelserne til den længe ventede 'Venner'-genforening opstod der ifølge Daily Mail en historie om, at Jennifer Aniston stod klar til at adoptere et barn.

Helt præcist skulle der være tale om en lille pige fra det mexicanske børnehjem Casa Hogar Sion.

Foto: JEAN-BAPTISTE LACROIX
Vis mere

Jennifer Aniston skulle angiveligt have fortalt sine medskuespillere i 'Venner' den glædelige nyhed, og derfra opstod rygterne, men de viser sig altså at være falske ifølge repræsentanten.

Det var blandt andet mediet Closer, som var et af de første, der skrev nyheden om den mulige adoption.

De baserede deres historie på en 'insiderkilde', som kunne fortælle, at det hele ville falde på plads i juni.

»Jennifer Aniston følte, at genforeningen var et perfekt tidspunkt til at afsløre den glædelige babynyhed med hele holdet,« fortalte kilden og fortsætter:

»Selvom pigerne allerede vidste det – da de ses med jævne mellemrum – så mente Jennifer Aniston, at det ville være specielt at fortælle drengene det sammen, fordi hun sjældent ser dem i den travle hverdag.«

Men det var altså pure opspind.

Det er ikke første gang, at den 52-årige skuespiller har været udsat for vilde rygter om adoption – det er faktisk sket en del gange over de seneste år.

Og det kan også have noget at gøre med et interview i 2020, hvor hun fortæller, at hun ikke har udelukket et barn i den nærmeste fremtid.

I øjeblikket er Jennifer Aniston og resten af holdet bag 'Venner' ved at lægge sidste hånd på 'Venner'-genforeningen, som bliver sendt på HBO Max, der bliver en smule anderledes end først antaget.

For skuespillerne skal ikke spille deres velkendte roller såsom Rachel, Joey og Ross, men de skal derimod være dem selv. Det afslørede David Schwimmer i et interview i 'The Graham Norton Show'.

Det vil i stedet være noget hen ad en samtale mellem de seks hovedskuespillere, som endnu ikke har fået en officiel premieredato.

Jennifer Aniston har blandt andet været gift med skuespillerne Brad Pitt og været i et forhold med Justin Theroux, men har ikke fået børn.