»Der er ingen tvivl om, at hun havde en eller anden magisk tiltrækningskraft.«

Egentlig var hun ikke førsteprioritet for skaberne bag 'Venner'. Men skæbnen ville, at Jennifer Aniston landede rollen som Rachel. Og gudskelov for det.

Rollen sikrede hende ikke kun en Emmy og en bugnende bankkonto. Den kickstartede også hendes karriere – og i dag er hun den af vennerne, der er nået allerlængst. Men hvorfor egentlig?

Det spørgsmål har Frederik Gottlieb, filmproducer og serie- og filmekspert på DR, hjulpet B.T. med at besvare – men først skal vi tilbage til begyndelsen. Dengang Jennifer Anistons jagt på roller var så nytteløs, at hun var nødt at låne penge af sine venner og have to job for at kunne klare sig.

Jennifer Aniston var 19 år, da hun indledte sin karriere med skuespil på off-Broadway-produktioner. Ved siden af arbejdede hun som telefonsælger og i en isbutik.

Med årene begyndte hun at lande mindre roller i serier, men nogen større succes oplevede hun ikke.

Faktisk gik den helt gale vej i 1993, da hun var med i gyseren 'Leprechaun'. Filmen blev kritiseret fra alle sider, og Jennifer Aniston har da også siden udtalt, at det var den værste rolle, hun nogensinde har haft. At hun er decideret flov over den.

Det store gennembrud lod vente på sig, selvom hun gik til den ene audition efter den anden og tredje …

Courtney Cox og Jennifer Aniston i 'Friends'.
Courtney Cox og Jennifer Aniston i 'Friends'. Foto: SCANPIX
Vis mere

»Jeg kunne ikke engang lande en reklame,« har hun tidligere forklaret.

En dag lånte hun så omtrent 500 kroner af en ven. Brugte dem på at få taget nye portrætbilleder. Sendte dem ud. Og så skete der noget.

Hun landede rollen som Rachel. Også selvom den faktisk i første omgang var blevet tilbudt til Courteney Cox, der dog bedre kunne se sig selv i rollen som den rengøringsfanatiske Monica Geller.

De 500 kroner skulle vise sig at være godt givet ud, for i dag anslås det, at hun er omtrent 300 millioner dollar værd – og en stor del af det beløb kan tilskrives 'Venner'.

De seks hovedrolleindehavere i 'Venner' har i den grad tjent kassen på den populære serie.
De seks hovedrolleindehavere i 'Venner' har i den grad tjent kassen på den populære serie. Foto: HO
Vis mere

Alene de mange genudsendelser, der har kørt, siden serien sluttede for 17 år siden, har sikret hende 122 millioner kroner i gennemsnit – om året.

Dertil kommer pengene fra alle hendes andre store skuespilsucceser såsom 'Horrible Bosses', 'Marley And Me' og 'We're The Millers'.

I alt er hun på IMDB krediteret for 68 film og serier, og hun er da også utvivlsomt den af vennerne, der har fået mest ud af sin medvirken i 'Venner', fastslår Frederik Gottlieb.

»Det var jo egentlig Courteney Cox, der var castet som den der meget smukke pige. Hun var jo en it-girl på det tidspunkt, havde været med i en Bruce Springsteen-video og var gudesmuk dengang.«

»Men jeg tror, at Jennifer Anistons blanding af girl next door-vibes og stil omkring hår og tøj gjorde, at hun blev lidt en darling i bladene også.«

Udover at være en dygtig skuespiller havde Jennifer Aniston også udseendet og stilen med sig.

Særligt hendes hår inspirerede mange kvinder, der alle gik til frisøren for at få etageklippet hår som Rachel.

Men Jennifer Aniston viste også, at hun var mere end en smuk, professionel skuespiller.

Jennifer Aniston fik i 2012 en stjerne på Walk of Fame i Hollywood.
Jennifer Aniston fik i 2012 en stjerne på Walk of Fame i Hollywood. Foto: MARIO ANZUONI
Vis mere

Hun havde også en utrolig karisma, forklarer Frederik Gottlieb:

»Det, der også er lidt magisk ved den serie, er, at det er seks personer, der alle er sjove. Og hvis man ser på komedieserier fra den tid, så er det ikke så tit, at man ser kvinder i de sjove roller.«

»Og Aniston var også en romantic lead, for der er ingen tvivl om, at kærlighedsforholdet mellem Ross og Rachel er noget af det, som vi allesammen var allermest spændte på. Men hun fik lov til både at være smuk og sexet og skidesjov. Og lige tilpas girl next door til, at hun havde en bred appel.«

En anden faktor, der blev udslagsgivende for Jennifer Anistons popularitet, skal findes i hendes privatliv. I hendes ægteskab med Brad Pitt.

Jennifer Aniston og Brad Pitt fotograferet på rød løber i 2004. Året efter blev de skilt.
Jennifer Aniston og Brad Pitt fotograferet på rød løber i 2004. Året efter blev de skilt. Foto: KIMBERLY WHITE
Vis mere

»Det er da klart, at det bliver man meget, meget berømt af. De var begge vildt berømte, og de var hamrende lækre og hamrende seje,« forklarer Frederik Gottlieb.

Siden bruddet med Brad Pitt har Jennifer Aniston igen og igen vist, at hun kunne klare sig selv.

I dag har hun sit eget produktionsselskab og flere projekter i støbeskeen. Lige nu er hun aktuelt i 'Friends: The Reunion' – endelig. Den 51-årige skuespillerinde har i mange år været fortaler for netop den genforening, der nu er en realitet. Som tidligere udtalt:

»Jeg fantaserer om det. Det er det bedste job, jeg nogensinde har haft.«