Man skal passe på med at dele hvad som helst på de sociale medier.

Det har Jennifer Aniston i den grad indset. På juledag delte hun et billede af noget julepynt for sine 36 millioner følgere, og på pynten stod der 'vores første pandemi 2020'.

Den karismatiske skuespiller havde nok ikke gennemtænkt situationen helt, for billedet gjorde mange af hendes følgere decideret vrede.

Hun beskyldes for at være tonedøv og for at mangle situationsfornemmelse i et år, hvor pandemien har haft katastrofale konsekvenser globalt.

'Skål for vores første pandemi i 2020, hvor millioner af mennesker døde! Lad os fejre det med julepynt!' skriver en Twitter-bruger sarkastisk.

En anden ønsker selvransagelse fra den 51-årige skuespillerinde, der blev populær i serien 'Friends':

'Bare fordi du kan lide en kendis, betyder det ikke, at du ikke skal stille dem til ansvar. Det er virkelig følelseskoldt at bruge julepynt, hvor der står pandemi 2020. Uskyldige liv blev taget fra os i denne pandemi. Vi skal ikke fejre det her pis. Tag dig sammen, Jennifer Aniston.'

Der er dog også folk, der forsvarer hende. Hun har nemlig brugt sin platform til løbende at promovere, hvordan man bedst håndterer coronapandemien, og hun har både opfordret folk til at bruge mundbind, mens hun også har doneret penge til nødhjælpsfonde.

Det julepynt, som Jennifer Aniston delte, var dog slet ikke et enkeltstående tilfælde. USA Today skriver, at virksomheden Rustic Raleigh har lavet en hel serie af julepynt med coronarelaterede temaer. Brittany Sutton, medejer af Rustic Raleigh, fortæller, at de er lavet med kærlighed og humor:

»De er designet for at sprede den gode jule stemning under disse svære tider. Vi ønsker alle et godt helbred og et lykkebringende år.«