Jennifer Aniston er med sine 50 år og solide karriere i Hollywood ikke i tvivl om sit værd, og rollen som producer har givet hende endnu mere styrke og selvtillid.

Jennifer Aniston er nemlig medproducer på den nye tv-serie 'The Morning Show', hvor hun også har hovedrollen som værten Alex Levy. Det er blandt andet denne nye lederrolle, der har givet hende ekstra selvtillid.

»Jeg er en magtfuld kvinde,« siger Jennifer Aniston, der fyldte 50 år i februar, til B.T.

»Jeg har mange muligheder. Men jeg sidder ikke og tænker: 'Jeg er magtfuld'. Jeg anerkender, at jeg ved, hvor jeg kommer fra, hvad jeg har været igennem, og hvor heldig og velsignet jeg er for at være, hvor jeg er i dag.«

Jennifer Aniston er snart aktuel i Apple-serien 'The Morning Show'.
Jennifer Aniston er snart aktuel i Apple-serien 'The Morning Show'. Foto: JEAN-BAPTISTE LACROIX
Vis mere

Det er 15 år siden, at Jennifer Aniston sagde farvel til rollen som Rachel Green i tv-serien 'Friends'. Nu er hun tilbage med den ny Apple-serie, hvor hun spiller over for Reese Witherspoon. Hun er også medproducer på serien.

»Jeg ønskede at samarbejde med Reese igen,« siger Jennifer Aniston, hvis syv år yngre medspiller spillede hendes forkælede lillesøster i 'Friends'.

»Og i dag ved jeg mere og forstår, hvad det kræver, og jeg synes, at det er skægt.«

Jennifer Aniston nyder producerrollen. I 2001 var hun medstifter af Plan B med sin daværende mand, Brad Pitt. Men efter de blev skilt i 2005, var hun ikke længere en del af den virksomhed.

»Jeg nyder at være en del af det hele, og derfor falder det mig naturligt. Det er ligesom at bygge et hus. Jeg har altid sagt, at det er en af mine favoritting. Der er folk, som ikke kan fordrage, når de kommer hjem til et hus uden vægge og gulv – de går i panik.«

Men Jennifer Aniston ser mulighederne i det tomme rum – ligesom hun ser mulighederne i en idé til en tv-serie.

»Det er spændende, for så skal man bygge det,« siger Jennifer Aniston og kører videre med billedsproget.

»Og lige nu er vi i gang med den sexede del, hvor vi maler væggene og møblerer.«

Skuespillerne Steve Carell, Reese Witherspoon og Jennifer Aniston under Apples store lancering i marts, hvor også tv-serien 'The Morning Show' blev præsenteret.
Skuespillerne Steve Carell, Reese Witherspoon og Jennifer Aniston under Apples store lancering i marts, hvor også tv-serien 'The Morning Show' blev præsenteret. Foto: STEPHEN LAM
Vis mere

Behandler MeToo

Det var produceren Michael Ellenberg, der sendte bogen 'Top of the Morning' til Jennifer Aniston og Reese Witherspoon. De var begejstrede, og da bevægelsen MeToo brød ud i 2017, kunne de ikke ignorere den.

»Vi vendte tilbage til materialet og startede forfra, for vi kunne ikke se bort fra det, der skete. Det kom ligesom af sig selv.«

I serien spiller Steve Carell rollen som Mitch Kessler, der er Alex Levys medvært på morgenshowet. Serien starter med nyheden om, at han er blevet anklaget for sexchikane mod medarbejdere på programmet.

»Mange mennesker i magtpositioner misbruger den over for andre,« siger Jennifer Aniston.

»Og det er smukt, at tæppet er blevet revet væk, og den form for opførsel er blevet afsløret.«

Der var mange kvinder, der stod frem i 2017 med deres historie om sexchikane og sexmisbrug, men Jennifer Aniston var ikke en af dem.

»Jeg er selv meget heldig, for jeg har ikke selv oplevet den form for opførsel, hvor folk har udnyttet mig eller misbrugt mig.«

Men der har været oplevelser, hvor hun måtte sætte foden ned.

»Det er især de sidste 10-15 år, at jeg har haft selvtillid til at vide, at jeg havde hundrede procent ret, og at jeg ikke ville tillade det. Og også hvad angår arbejde – så har jeg ikke været bange for at sige nej og være helt okay med det.«

Kommer af med vrede

Værten Alex Levy er en lidt mere temperamentsfuld kvinde, og det har betydet, at Jennifer Aniston skulle 'fremkalde' denne side af sig selv til rollen.

»Det har været en god måde at komme af med vrede på,« siger Jennifer Aniston og ler.

»Jeg har haft øjeblikke, hvor jeg måtte finde meget dystre minder frem, som jeg ikke havde berørt i lang tid, og lade dem komme frem i lyset på en måde, som jeg personligt slet ikke gør.«

Jennifer Aniston i 2002 med hele holdet af 'Venner'-skuespillere til Emmy-uddeling.
Jennifer Aniston i 2002 med hele holdet af 'Venner'-skuespillere til Emmy-uddeling. Foto: LEE CELANO
Vis mere

Jennifer Aniston beskriver sig selv som en meget rolig kvinde, der ikke har let ved at blive vred.

»Jeg mister ikke besindelsen. Det gør jeg bare ikke. Måske er det. fordi jeg voksede op med folk med et heftigt temperament, og jeg synes bare ikke, at det er konstruktivt.«

Man skal også passe ekstra på ikke at lave en scene offentligt, når man er en verdensberømt stjerne.

»Vi oplever alle en krise i vores liv, men hvis man er en offentlig person, så skal man lære, hvordan man håndterer det på en yndefuld måde. Der er nogen, der ikke gør det, men jeg har valgt, så vidt som overhovedet muligt, at gå gennem mine svære tider med så meget værdighed som muligt.«