Lige siden de begge blev ledige på markedet, har rygterne svirret, mens flere har krydset fingre for og håbet på, at de vil finde sammen igen.

Længe har den amerikanske skuespillerinde Jennifer Aniston forholdt sig tavs om rygterne, men søndag satte hun et par ord på spekulationerne om hende og eksmanden Brad Pitt.

Det skriver Entertainment Tonight.

Det amerikanske medie fangede hende på den røde løber under prisuddelingen SAG Awards, og der spurgte journalisterne ind til de mange spekulationer om, at hun ville finde sammen med sin tidligere ægtemand igen. Noget, som mange af deres fans håber på kommer til at ske.

Jennifer Aniston.
Jennifer Aniston. Foto: MARIO ANZUONI
Vis mere

Til det svarede hun med et smil:

»Det er virkelig morsomt. Men hvad skal de ellers snakke om?«

Rygterne – og måske rettere håbet – om, at Jennifer Aniston og Brad Pitt ville finde sammen igen, har fået ekstra liv den seneste tid.

Særligt efter, at Brad Pitt sidste år var en af gæsterne ved hendes 50-års fødselsdag, og i år er de begge flere gange dukket op til de samme begivenheder, da de begge har været nomineret til flere priser for deres præstationer på filmlærredet og tv-skærmen.

Da de begge for nogle uger siden var med ved Golden Globes-prisuddelingen, blev Brad Pitt spurgt ind til, hvordan det ville være at mødes med Jennifer Aniston:

»Jeg vil nok støde ind i Jen. Hun er en god ven,« svarede han.

»Det vil være den andenmest imødesete genforening for hende i år,« tilføjede han med et skævt smil med henvisning til rygterne om en 'Venner'-genforening.

Jennifer Aniston og Brad Pitt var gift fra 2000 til 2005.