Jennifer Aniston uden en trevl på kroppen, mens hun kigger længelsfuldt ind i kameraet.

Det er, hvad du kan få, hvis du er den kommende vinder af en auktion, hvor overskuddet skal gå til en velgørende organisation, som tilbyder gratis tests for corona-virus. Det skriver Mirror.

Det er den 51-årige skuespillerinde selv, der er gået sammen med sin gode ven og fotograf Mark Seliger for at samle penge ind til organisationen.

Og mon ikke nøgenbilledet af Jennifer Aniston kan hive en god portion penge ind. Der er nemlig tale om et ikonisk og berømt billede fra 1995.

Det sort/hvide-billede er taget af Mark Seliger, og det viser Jennifer Aniston siddende på gulvet uden tøj på, mens hun dækker sine ædlere dele til.

Jennifer Aniston har selv fortalt om auktionen på det sociale medie Instagram, hvor hun har delt en video og en tekst, hvori hun forklarer, hvad der skal ske med pengene.

'100 procent af salgsindtægterne af dette portræt vil gå til Naf Clinics, der er en organisation, som tilbyder gratis test for coronavirus,' skriver hun i opslaget, som kan ses i bunden af artiklen.

Der vil også blive solgt billeder af kendisser såsom Barack Obama, Leonardo DiCaprio, Billie Eilish og Snoop Dogg på auktionen, som startede 28. maj og slutter 12. juni.