Journalist Sine Gerstenberg tog på silent retreat i Sverige, savnede smalltalk, smil og kram, men opdagede også, hvad der for alvor betyder noget for hende

Jeg skal på ferie med et formål. Jeg skal i forebyggende parterapi – med mig selv.

For jeg er ikke gået i stykker og klar til at begære skilsmisse fra mit liv, men føler alligevel, at det kunne være rart at få smurt de der tandhjul, der knirker, og har en gryende ængstelse og en irritation over, at vi har så forbandet svært ved at være til stede i nuet. Det selvsamme nu, som vi selv har bragt os i, og som ofte er præcis der, vi helst vil være, men som vi bare har så svært ved at mærke. Vi overtænker vores liv.

Ugen op til afrejse er det modeuge med daglige deadlines. Og mens jeg stresser af sted fra show til show, mærker jeg den følelse, som åbenbart rammer de fleste forud for et silent retreat. Modstand. Min indre kommentator fortæller mig, at det er tosset, jeg skal af sted.

»Hvad skal det nu gøre godt for? Tænk på alt det, du kunne nå at skrive, bage og rydde op, hvis du blev hjemme.«

Jeg minder mig selv om, hvad Thilde Vesterby har fortalt mig:

Det er helt normalt. Alle vil føle modstand mod at skulle lægge hele sin hverdag fra sig og være alene med sig selv. Det er en del af hele øvelsen.

Det er, når vi mærker modstanden, at vi skal huske vores intention med at tage af sted. Min er ret enkel. Jeg vil have ro, jeg vil have søvn og vigtigst af alt: Jeg vil have lidt perspektiv på mit liv. Hvad er det egentligt, der er vigtigt? Og hvorfor har jeg altid så travlt?

Dagene i stilhed foregår i et naturskønt område i Sverige – 2,5 timers kørsel fra København. Og det starter selvfølgelig samme dag som modeugens sidste dag, så jeg iler fra sidste show ud i bilen, hvor min (tålmodige) mand venter. Han kører mig over broen, mens jeg panisk færdiggør min sidste artikel og samtidig smider stiletter og stramme jeans til fordel for bamsestøvler og hyggebuks. Selv mit afskedskys til ham synes lidt forjaget, og pludselig er jeg der. I skovens dybe stille ro.

Der er helt mørkt, og det regner, men da jeg træder ind i hovedhuset, er der varme. Der dufter af mad, og snart pibler det ud med andre kursister fra yogasalen.

Vi får varm linsesuppe, og alle taler – næsten overstadigt – som om vi skal have de sidste ord ud af hinanden, inden vi skal være stille. Og det skal vi være fra det minut, vi trækker os tilbage. Nu glæder jeg mig faktisk. Til at få fred og parkere mine tanker. Bare give plads til det, der kommer – hvad det så end er.

I parterapi med mig selv
Thilde har flere gange understreget, at vi selv skal gøre arbejdet. Hun faciliterer rammerne, men det er op til hver enkelt at tage hånd om måden, de bruger deres stilhed. Dagene skal starte med meditation og en veksling mellem blid og dynamisk yoga. Den eneste, der må tale de næste dage, er Thilde, og hun siger intet, så det gør vi heller ikke. Min hjerne kæmper lidt imod. Er oppe i mit hoved stadig i gang med at redigere artiklen, jeg sendte af sted i går. Så jeg prøver at fokusere på mit åndedræt. Men så smører jeg lige en mental madpakke til mine to skoledrenge og håber, at min mand husker at give min datter sit regntøj med i børnehaven. Jeg prøver at parkere tankerne.

Morgenmåltidet er perfekt – alt fra ingefærshot til gurkemejegrød og saftigt brød – men noget mangler. For jeg nyder at spise og kigge på min mad, men det er forfærdeligt, at jeg ikke må smile til mine medmennesker, kommentere på maden og værst af alt: Jeg kan ikke engang sige 'tak for mad'. Det føles grænseoverskridende ikke at måtte udvise almindeligt gode manerer – eller være medmenneskelig.

Hver dag følger samme skema. Efter morgenmad skal vi meditere i 30 minutter. Derefter får vi indsigt fra Thilde i teorien om mindfulness praksis, og så er der meditation igen i form af meditationer, hvor vi skal gå 10 skridt, iagttage naturen og så gå tilbage igen. I lang tid. Og der er liggende meditationer – til musik, hvor tankerne flyder.

Da vi har pause for os selv efter frokost, snyder jeg mig til at læse et par sider i en bog. Ikke fordi min hjerne kværner derudad, men fordi det føles som den eneste luksus – ud over kaffe – jeg nægter at undvære på en ferie.

Jeg løber også en tur, men uden anden lyd i ørerne end regndråber, der tungt rammer den visne blade på skovbunden, puslen i buskene og mine egne skridts rytmiske lyd.

Afsavn og hudsult
Det, jeg savner, er ikke at kunne sige noget. Som dagene går, føles det faktisk helt rart at give stemmebåndet en pause – og give slip på mit eget evindelige behov for at udfylde hver eneste stilhedslomme, jeg falder ned i. Men jeg savner øjenkonktakten, smilene, de høflige nik. Det gør vi ikke når, vi er i nobel stilhed.

Er jeg i zen? Overhovedet ikke. Jeg når at skrive 10 nye punkter på min hjernes dosmerseddel, mens vi ligger midt i yin yogaen. Men jeg lærer af Thilde, at opgaven ikke er at undgå dosmersedlen. Opgaven er ikke at dømme sig selv. Eller endnu værre dømme dig selv for, at du dømmer dig selv. Opgaven er at bemærke, hvad der sker, og så sige 'Det er okay'.

Byd din bevidsthed op til dans
Set udefra kunne dagene i skoven lyde som en tør og trist omgang. Ingen vin, ingen kage, ingen sladder, bland selv-slik og Netflix. Men er det ikke. Tværtimod opnåede hele holdet crescendo lørdag aften. Efter en længere meditations-session skal vi prøve en rystemeditation til musik. Fem minutters stille rysten af et par fingre eller fuld sprællemand med hele kroppen. Alt handler om at være til stede i nuet. At byde din egen bevidsthed op til dans. Og midt i rummet står vi så og danser som vilde, indtil roen skal genfindes. Men det kan den ikke. Et kollektivt grineflip – helt uden ord – sætter ind.

På sidstedagen bliver stilheden brudt langsomt. Jeg sidder ved siden af en yndig, høj kvinde. Jeg kender hende ikke, og alligevel tør jeg fortælle hende alt, hvad jeg har lært. At jeg ikke vil skynde mig så meget. At jeg ikke savner larm, fester og smarte events, men jeg savner kram, smil, min mand og mine børn. Og jeg glemmer det nogle gange, når jeg tillader larmen fra arbejde, ambitioner og pligter at fylde mere end kærligheden til nærværet. Jeg skulle åbenbart være stille i fire dage for at lære at lytte til mig selv.