Som international model i 90’erne sultede Alberte Clement Meldal sig for at være tynd nok. I dag er hun stadig fyldt med det dårlige selvværd, der kommer af, at der har været fokus på det ydre, men hun kæmper nu for at lære de næste generationer at se på mennesker uden at dømme deres udseende.
'Tynd og glad?' er titlen på Alberte Clement Meldals nye podcast, der handler om kvinders evige stræben efter at blive tynde. Bemærk spørgsmålstegnet i titlen. For hvornår rimer tynd egentlig på glad? For Albertes vedkommende falder svaret kort og kontant:
»Det har det aldrig gjort!«
En interessant udtalelse fra en kvinde, der arbejdede som topmodel, fra hun var 14 til 30 år. Men måske er det derfor. Fordi hun netop har levet i en verden, hvor tynd var det eneste rigtige, og hvor det var en daglig kamp at holde kiloene fra døren. En kamp, der bestemt ikke gjorde Alberte glad, og en kamp, hun aldrig følte, at hun vandt.
Når hun så sig selv på billeder dengang, tænkte hun altid, at hun så tyk ud. Der er meget langt fra de internationale catwalks og glittede forsider til denne torsdag formiddag i bofællesskabet Trudeslund, hvor Alberte bor med mand og to døtre, og hvor hun har sagt ja til at tale om, hvordan kroppen i mange år var en slagmark for hende, og hvordan hun i dag har et kæmpe håb om, at vi en dag holder op med at fokusere så meget på, hvordan vi ser ud.
For at forstå hendes rejse skal vi helt tilbage til maj 1992, hvor hun blev kåret som 'ALT for damernes Supermodel ’92'. Det gav hende en adgangsbillet til Eileen Fords prestigefulde modelkonkurrence 'Supermodel Of The World', som løb af stablen i Los Angeles i juli 1992.
Alberte fik en flot femteplads, den bedste placering siden Renée Toft Simonsen vandt konkurrencen i 1982. Hun tog hjem for at fortsætte i gymnasiet, men modellivet trak, og efter en måned besluttede hun at tage orlov fra gymnasiet. Det var en svær beslutning, men det var umuligt at klare både gymnasiet og modeljobbet. Og en måned efter beslutningen om orlov stod Alberte i Milano – helt alene og kun 16 år gammel.
Hvordan var det for dig at vinde den danske supermodelkonkurrence og komme til den store internationale konkurrence?
»Det er meget svært for mig at adskille følelserne, for selvfølgelig blev jeg vel glad for det. Lidt som sådan en Askepotfortælling. Jeg blev meget mobbet i skolen, da jeg var lille, men pludselig blev jeg hende den smukke, og så blev jeg endda også fotomodel, hvilket jo var det, alle unge kvinder ville være.«
»Det var drømmen over alle drømme dengang, og det var meget særligt at være en af de få, der opnåede det.
Du fik jo også en stor karriere, selvom du ikke vandt, og så skulle du pludselig passe ind i en helt anden verden?«
»Ja, og sådan helt fysisk også. Det var ikke naturligt for mig at være så tynd, som man skulle være som model. Når du kommer i puberteten, forandrer kroppen sig jo, og at ligne en dreng på 12 år er unaturligt for de fleste unge kvinder. Og selvom der er en masse fotomodeller, der står frem og siger, jamen, jeg ser bare sådan ud, så kan jeg godt sige dig: I know better. Fordi jeg har levet sammen med dem. Jeg har set, hvordan de spiser. De har forstyrret spisning. Alle sammen. Uden undtagelse.«
Og det fik du også?
»Ja.«
Hvad spiste du dengang?
»Jeg spiste ingenting. De år, hvor det var værst, og hvor jeg boede i udlandet, var det noget med at spise en kop Knorr-bouillon til morgenmad og så ikke noget andet, før jeg var ved at dø kl. 18 og løb ind og købte en kingsize Sneakers, som jeg spiste lynhurtigt for at få blodsukkeret op. Og så havde jeg vildt dårlig samvittighed bagefter. Det er jo ikke sundt, vel, at leve på den måde.«
Og I fik ikke hjælp af bureauet til at leve sundt?
»Nej, hjælp …? Jo, til at tabe os! Sådan var det i udlandet, der var konkurrencen meget hård, og jeg tror ikke, der var nogen, der syntes, det var ærgerligt, hvis vi blev endnu mere tynde.«
Alberte fik idéen til podcasten om kvinder og krop, fordi hun manglede nogle gode kvindelige forbilleder, der ikke gik op i, hvordan kroppen ser ud. Både for sin egen skyld, men i høj grad også for sine døtres skyld. For hvem skal de spejle sig i, når de vokser op? Undervejs i arbejdet med podcasten er det gået op for hende, at det er endnu sværere, end hun havde regnet med, at finde sådan nogle kvinder.
For langt de fleste kvinder taler om kroppen. Skammer sig over kroppen. Ønsker at ændre på den. I podcasten interviewer hun en række kvinder om deres forhold til kroppen for at finde ud af, hvad det er, der er så pokkers interessant ved, hvordan den ser ud.
»På den ene side er det tabu, hvor meget vi kvinder egentlig går op i, hvor meget vi vejer, og hvordan vi ser ud. På den anden side siger forfatteren Merete Pryds Helle for eksempel i podcasten, at det er hendes oplevelse, at vægten trumfer alt. Hvis bare du er tynd, så kan du egentlig godt have noget ærgerligt hår eller have udslæt i ansigtet, fordi det med at være tynd, det er bare det vigtigste af det hele. Og det at veje 'for meget' bliver kædet sammen med noget næsten foragteligt.«
»Det bliver et udtryk for, at man er doven, ikke kan udvise mådehold eller mangler motivation. I virkeligheden kobler vi tykhed med alt det, vi ikke kan lide. Samtidig ser jeg kun spørgsmålet om vægt som toppen af isbjerget. Nedenunder ligger der en mangel på ligestilling. Den samtale, mange kvinder har om vægt, ville aldrig finde sted mellem mænd. Det er simpelthen ikke en mulighed.«
Så bliver det pludselig et spørgsmål om feminisme?
»Det er meget feministisk. Tykfobien går også ud over tykke mænd, men der er langt, langt flere kvinder end mænd, der bliver shamet for deres vægt. På mange måder lever vi fuldstændig, som vi gjorde i 50’erne. Lige under overfladen. Forleden havde jeg besøg af en veninde, der havde hørt min podcast. Hun er meget tynd, men alligevel nærmest hviskede hun til mig: ”Det værste er, at jeg har det næsten ligesom de kvinder, du taler med i podcasten. I går aftes var jeg nødt til at holde op med at have sex med min kæreste, fordi jeg pludselig følte mig så tyk”.«
»Hør nu her … Hvad SKER der? Hvad er det for nogle absurde, forvrængede forestillinger, vi kvinder har om, hvordan vi skal se ud? Når jeg siger, at tynd aldrig har hængt sammen med glad for mig, så handler det blandt andet om, at det at opretholde en unaturligt lav vægt faktisk er ret krævende. Det kræver ekstrem kontrol.«
»Jeg synes, vi på mange måder lever i et totalitært samfund. Et samfund, hvor der kun er én måde at leve rigtigt på. Man SKAL være tynd. Ellers er man simpelthen ikke god nok som menneske. Man SKAL også være glad og lykkelig. Vi tror, vi har opnået frihed med alle de muligheder, vi har i livet, men ved nærmere eftersyn er vi omgivet af påbud: Du skal være motiveret, omstillingsparat, arbejdsom, selvstændig, en glad forælder, en sexet partner og så videre. Rammerne for vores udfoldelse er snævre, hvis vi skal leve op til idealerne. Også når det kommer til vores ydre. Der findes ET skønhedsideal. Det er teenageren. Den tynde, unge teenager. Det ideal er der ingen voksne kvinder, som kan leve op til. Det er stressende og ulykkeligt at stræbe efter det livet igennem.«
Hvad tænker du, når du ser på dig selv i dag?
»Som voksen har jeg lavet en del tv, og hver gang jeg ser mig selv på skærmen, tænker jeg, at det er forkert. Man skal ikke se på sig selv udefra, det er ikke til at holde ud. Men jeg har jo været nødt til det, for vi skal se programmerne igennem for at finde ud af, hvad der fungerer, og hvad man skal lave om på. Men jeg skal være ærlig og sige, at jeg KUN ser på, hvordan jeg ser ud. Aj, hvordan er det dog, jeg ser ud i den kjole! Jeg hører nærmest ikke, hvad der bliver sagt. Og derfor kan jeg meget bedre lide at lave radio, ha ha. Det er befriende.«
Så problemet er der stadig?
»Ja, jeg kæmper en fortsat kamp. Jeg håber ikke, at min døtre kommer til at have det sådan. Jeg håber, at jo flere generationer, der gør op med det, jo nemmere bliver det for dem. Men fordi jeg er vokset op i den tid og den verden, jeg er, så kommer jeg nok aldrig til at kigge mig selv i spejlet og tænke: Det er sgu godt nok. Fordi jeg er fyldt med det der dårlige selvværd, der kommer af, at der har været fokus på det ydre. Jeg er en lost case. Men jeg taler om det her for de kommende generationers skyld.«
Hvordan adresserer du alle de her ting i forhold til dine døtre?
»Jeg er virkelig opmærksom på aldrig at sige noget om, hvordan folk ser ud. Om de er tynde eller tykke. Jeg siger heller ikke noget om, at det er flot, når nogen har tabt sig. Før i tiden – og jeg skammer mig virkelig over at sige det – kunne jeg godt komme til at kommentere folks vægt. Det vil jeg aldrig gøre mere. Og jeg vil gøre alt for, at mine børn ikke bliver eksponeret for sådanne udtalelser. Hvis de selv siger noget om nogens vægt, lader jeg det bare passere. Jeg kommenterer ikke engang på det.«
Nu siger du, at du heller ikke vil kommentere det, hvis folk har tabt sig, og det taler I også om i podcasten, men hvad nu, hvis det er en, der virkelig har kæmpet for at komme ned i vægt, fortjener det så ikke en anerkendelse?
»Hvis man kommenterer positivt på et vægttab, ligger der jo det i det, at personen ikke var lige så pæn før, da hun eller han vejede mere. Så nej, jeg synes faktisk ikke, at man skal kommentere på det. Jeg har en veninde, som har tabt sig, og jeg undgår at sige noget om det til hende. Jeg tænker, hvis hun gerne vil tabe sig, fint, men for mig var hun fuldstændig lige så dejlig før, da hun vejede mere. Og vi skal holde op med at scanne et lokale, så snart vi kommer ind i det, og tænke, nå, hun er tyk, hun er tynd, for det er kraftedeme langt ude, at vi skal gå og have det sådan og kigge på hinanden på den måde.«
Denne artikel blev bragt i samarbejde med Alt for damerne.
