Selv når udlandskorrespondenten Rasmus Tantholdt bliver sendt af sted til krigszoner, har han altid en tennisketsjer med sig i sin kuffert. For hvis han ikke husker at koble af, risikerer han, at det går helt galt.

Han får dårlig samvittighed, når han står på en tennisbane i Aleppo og kan høre bragene i baggrunden, for han ved, det betyder, at nogen dør lige rundt om hjørnet. Men han har brug for at komme ind i den tennis-boble, der giver ham mulighed for at glemme alt omkring sig - for han 'bliver skør, hvis han skal tænke på død og ødelæggelse 24 timer i døgnet'.

Det fortæller han i et interview med Euroman.

Hvis han glemmer at få koblet af, betyder det, at han ikke har ro i nok i hovedet til at træffe de rigtige beslutninger, forklarer han.

»Ikke så længe efter jeg begyndte som korrespondent, endte jeg med at ligge på gulvet på et hotel i Bagdad med violette læber uden at kunne trække vejret, fordi jeg havde presset mig selv for hårdt,« fortæller han til Euroman og forklarer, at det skete, fordi han ikke havde husket at få koblet af.

Derfor består hans oppakning - når han rejser ud til verdens brændpunkter - af tøj, en camelback, spejderudstyr til at lave mad med, amerikanske feltrationer, en multi-kniv, skudsikre briller, skudsikker vest, hjelm - og en tennisketsjer.

Rasmus Tantholdt danner privat par med tv-værten Natasja Crone.
Rasmus Tantholdt danner privat par med tv-værten Natasja Crone. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Til ALT for damerne har han tidligere forklaret, at det, der driver ham, selvom arbejdet nogle gange er farligt, og han er meget væk fra familien, er, at det, han laver, kan gøre en forskel, at 'det betyder noget'.

»Jeg vil gerne bidrage til, at danskerne kan danne sig et indtryk og en holdning til tingene på et så oplyst grundlag som muligt. Det motiverer mig. Og så er eventyret en del af det. Jeg elsker at komme ud at rejse. Jeg elsker at komme ud og møde andre mennesker. Og jeg elsker at komme ud og nedbryde mine egne og andres fordomme om andre mennesker,« fortalte han dengang.