Lyt til artiklen

Anden taler ud om markante ændringer - og at være igennem en form for krise

Tid til efterrationalisering og selverkendelse for Anders Matthesen før nyt show

Det seneste tiår er Anders Matthesen vadet fra succes til succes. Som komiker, filmskaber, teater- og tv-mand. Op til det kommende show ’Anders’ stod han pludselig med ansigtet mod 40 års-muren. Som nybagt far. Som menneske. En mand midt i livet. Eller som han selv beskriver det:

- Jeg optræder halvanden time uden pause. Det er det fedeste. Men jeg har jo også selv nået en alder, hvor jeg ikke ved, om jeg kan gøre det uden en tissepause. Under mit sidste show havde jeg en spand stående i kulissen. Jeg fik heldigvis kun brug for den en enkelt gang, siger Matthesen med et stort grin.

Han sidder på et kontor og taler med BT. Virker afslappet, rolig, måske ligefrem afklaret. Det er en helt anden Anden, end den reserverede Anders, overtegnede tidligere har mødt. Han vil gerne forklare.

- Du kan godt sige, at jeg har været i en form for krise. Nogle kalder det panikalder. Efterhånden indså jeg, at jeg er nødt til at trække tæppet væk under mig selv, siger Anders Matthesen i en pause i prøverne på det nye show.

’Anders’, som showet hedder, har nu solgt næsten 45.000 billetter op til premieren 5. september. Det er delt op i en form for tableauer, kapitler af Matthesens liv.

- Det er en omvæltning at blive far. Det har blandt meget andet sat tankerne i gang. Det er en stor kontrast - fra at leve alene i ti år til pludselig at være en del af en familie. Det skubber til ens livsmønster. Er det naturgivent, at en kunstner skal sidde oppe til klokken fire om natten og skrive, spørger Anders Matthesen.

- Jeg bliver mødt af alle mulige holdninger til min person. Perfektionist, krukket, egenrådig, meget privat. At jeg kun kan arbejde med mig selv. De ting arbejder jeg med i showet. Jeg bliver også mødt med mere positive påstande. At jeg er et multi-talent. Det er jo en rar ’fordom’ at varme sig ved. Folk siger, ’hvor har du arbejdet hårdt for at komme så langt’. Den kan jeg godt finde på tage til mig, siger Matthesen med et grin og tilføjer:

- Jeg modsiger ikke folk, selvom jeg inderst inde kan have dårlig samvittighed over, at jeg aldrig fik taget en uddannelse, og nogle gange synes, at jeg er kommet alt for let til det hele. Og i øvrigt stadig kan være luddoven.

Jeg bliver aldrig tilfreds

Mangler du en uddannelse?

- Jeg tror ikke, at det er en gospel, at man skal have en uddannelse. Jeg tænker mere dårlig samvittig i livet. Burde jeg have lært et sprog? Burde jeg ikke træne i stedet for at ligge i sofaen og læse tegneserier? Jeg kan have svært ved bare at slappe af, nyde momentet. Tillade mig selv at smage på livet. Må jeg gerne hygge mig? Jeg bliver aldrig helt tilfreds. Heller ikke når jeg arbejder. Det er nok det, folk forveksler med perfektionisme, siger Anders Matthesen.

Du laver show i stedet for at gå til psykolog?

- Ja, det kan du sige. Mine show betyder i hvert fald meget for min personlige udvikling. Jeg arbejder utrolig meget med mig selv undervejs. Nogle gange virker det nærmest lidt religiøst, fordi alting falder på plads lige inden premieren. Så er det spørgsmålet, hvad publikum mener, siger Matthesen.

Ham, der ikke vil lege med

Fordomme eller ej. På nogle punkter er Matthesen en stor ener. Man ser ham aldrig optræde på tv, medmindre han selv styrer processen. Det betyder nej til et hav af tilbud.

- Jeg ser alle andre hygge sig med deres kokke-programmer, synge-hinandens-sange programmer. Alle deres fester. Nogle gange kan jeg godt spørge mig selv, om det virkelig er mig, der er et stædigt barn, der ikke gider lege med nogen. Jeg har prøvet med ja-hatten et par gange. Men jeg synes ikke, det ender med, at jeg tilbyder folk noget godt. Jeg blev spurgt, om jeg ville være vært på Melodi Grand Prix. Egentlig en sjov udfordring, men igen har jeg svært ved at se, hvad jeg kan tilbyde. Der kommer en del tilbud af typen, ’Medina har sagt ja, vil du sige ja til at spille overfor hende i en film?’. Det er jo ikke seriøst, når der ikke foreligger et manuskript, jeg kan tage stilling til.

Du bliver tit kaldt meget privat?

- Det bliver uappetitligt, når medierne bliver et kighul ind til hele ens liv. Det er helt fint, når folk kommer hen efter showet, men det bliver ulækkert, når folk lige pludselig stikker hovedet ned i barnevognen. Så bliver det underligt. Jeg vil gerne møde mennesker. Jeg ved jo godt, at min søn kommer til at leve med, at han har en kendt far. Jeg sætter grænsen, når der ikke er omsorg for andre mennesker. Men altså, jeg er også nødt til at være helt ærlig. Hvis jeg rejser 14 dage til Brasilien, savner jeg ikke at have øjenkontakt med andre mennesker. Når taxichaufføren hjemme i Kastrup siger, ’var det en fed tur, Anden?’, bliver jeg glad. Jeg har selv bedt om det, og jeg nyder det, når det er på den okay måde. Det betyder jo, at det, jeg laver, ikke er ligegyldigt, siger Anders Matthesen.