Den tidligere OL-svømmer Jeanette Ottesen har fundet kærligheden på ny, efter hun i slutningen af 2022 meddelte, at hun skulle skilles.

Tirsdag viste hun sin nye kæreste frem på den røde løber ved gallapremieren på filmen 'Gran Turismo' i Cinemax på Fisketorvet. 

»Jeg har min kæreste Christian med,« lød det smilende fra 35-årige Ottesen, der stillede velvilligt op foran fotograferne med sin kæreste. 

Hendes nye udkårne hedder Christian Wahlgreen og arbejder i finansverden, og parret har været kærester i 5-6 måneder.

Jeanette Ottesen sammen med Christian Wahlgreen.
Jeanette Ottesen sammen med Christian Wahlgreen. Foto: Silla Bakalus
Vis mere

»Vi har det godt,« lød det fra Ottesen, der dog ikke ville afsløre, hvordan de havde mødt hinanden:

»Lige den historie tror jeg, at vi holder for os selv. Det er meget privat,« forklarede hun.

Parret bor ind til videre hver for sig, men Christian Wahlgreen er ikke afvisende for, at adresserne en dag kan blive slået sammen:

»Det vil tiden vise,« siger han og tilføjede, at han ikke havde lyst til at fortælle så meget om sit privatliv. 

Jeanette Ottesen var derimod mere fortællelysten.

Hun har selv to børn, som hun har fået sammen med eksmanden Marco Loughran. Og da Ottesen fortalte om sin sommerferie lød det til, at hendes nye kæreste også har børn:

»Vi har hver især holdt ferie med vores børn, og så har vi været på ferie sammen. Christian er halv italiener, så han har vist mig lidt af Italien, så det har været rigtig dejligt,« sagde hun og fortsatte: 

»Vi har haft en uge for os selv uden børn, så vi har lige kunnet dyrke os. Der er rigtig meget knald på i begge vores liv, så det har været rigtig dejligt at kunne trække stikket lidt og bare være os.«