Han er bitter, når hans kone lægger slikket på øverste hylde, hvor han ikke kan nå det, eller hvis han skal skrue noget op på væggen over halvanden meters højde.
»Så sidder jeg og er bitter, får klaustrofobi i min egen krop og tænker: 'Kunne man for helvede ikke bare rejse sig op?'« siger Jason Watt i Radio4-programmet 'Fremkaldt'.
Men ellers er han ikke bitter. For hvem i alverden skulle han blive bitter på? Det er jo hans egen skyld, at han som 29-årig blev dumdristig og endte i kørestol. Lam fra brystet og ned.
Og livet er for kort til at være sur på sig selv, fortæller Jason Watt i 'Fremkaldt'.
Jason Watt havde i 1999 givet et interview til et motorcykelmagasin om sin passion for de tohjulede maskiner, da der efterfølgende skulle knipses et par billeder, hvor han kom kørende på sin motorcykel. Her havde han desværre mere opmærksomhed på fotografen end på vejen, fortæller Jason Watt, der drønede direkte ind i hans parkerede motorcykel og havnede i grøften.
Men når det nu skulle være, er han glad for, at det skete på denne måde. For man er mere tilbøjelig til at tilgive sig selv end andre, mener Jason Watt, der er sikker på, han ville have været et urimeligt bittert menneske, hvis »en eller anden husmor« var hamret ind i siden på ham ude i trafikken.
Trods den umiddelbare optimisme og det brede hvide smil, som Jason Watt var kendt for både før og efter ulykken, indrømmer han i podcasten, at det de seneste år er gået ned ad bakke for ham.
Han er blevet en slidt mand, fortæller han. Efter en beslutning han tog for et par år siden.
Her påpegede lægerne, at han var begyndt at falde sammen i ryggen og sad og hang i kørestolen som en slatten banan. De blev enige om, at han skulle have indopereret en titaniumstang på hver side af rygsøjlen, fra nakke til lænd, med to skruer i hver ryghvirvel og stivere ud i bækkenet.
Og selvom det betød, at Jason Watt ikke længere kunne rotere i overkroppen og kigge bagud, gik det fint i starten. Men en dag kollapsede den nederste ryghvirvel med et højt knald, og rygsøjlen sad ikke længere fast på bækkenet, som den burde.
Ved hjælp af knoglestøv fra en knoglebank fik man modelleret en kunstig ryghvirvel op, og i flere måneder måtte Jason Watt ligge vandret og kæmpe med genoptræning – på samme hospitalsstue, som han var indlagt på efter ulykken i 1999.
»Jeg lå og tænkte: 'Nu kan jeg mindre, end da jeg vågnede op her for 20 år siden,« husker Jason Watt i 'Fremkaldt', som du kan høre herunder.
Som B.T. tidligere har beskrevet, betød ulykken, at han måtte over i en anden midlertidig kørestol, som var ubekvem at sidde i, hvorfor han måtte fikse den med gaffertape. Uheldigvis gnavede tapen sig ind i hans balle og efterlod et otte centimeter dybt sår med kig til knoglen, som ikke ville hele. Og som efter to en halv måned, hvor racerkøreren har tilbragt både dag og nat i sengen, fortsat ikke er helet.
Han skal derfor snart have opereret en muskel ud af låret, som i stedet skal indsættes i ballen, hvor den forhåbentlig kan lukke det dybe sår.
Hvilket vil sige, at Jason Watt igen-igen-igen skal ned og ligge i lang tid.
Han kan ikke lade være med at tænke tilbage på for fem år siden, hvor han med egne ord 'egentlig havde det godt'. Men han håber, at han med den forestående operation kan komme tilbage, fortæller han i 'Fremkaldt'.
»Jeg har brug for at blive et helt menneske igen. Tage på en ferie med min kone, tage børnene et sted hen og være i stand til sætte sig op i en flyvemaskine – eller bare gøre et eller andet,« siger han.
»Men jeg har en fantastisk kone, nogle dejlige børn og gode venner, som jeg kan skrue biler med, så på den måde har jeg ikke så meget at være bitter over.«
