I lige knap tre årtier har skuespilleren Jarl Friis-Mikkelsen haft hjemme i en eksklusiv villa i Gentofte.
Nu har han sat den til salg. Bliver den solgt til en pris, den er udbudt til, står han til noget af en fortjeneste.
Det skriver Boliga.
Tilbage i 1995 købte Jarl Friis-Mikkelsen villaen, der rummer seks værelser og et boligareal på 193 kvadratmeter, for 1.947.460 kroner, skriver boligsiden på baggrund af oplysninger fra tinglysningen.
Nu er villaen sat til salg for 16.275.000 kroner.
Skuespilleren står dermed formentlig – trods ombygninger, forbedringer og andet vedligehold – til en ganske fin fortjeneste.
Af salgsannoncen hos KCO Bolig, hvor villaen er udbudt, lyder det, at der er tale om »en karakterfuld villa« fra 1919 på en grund på 1.123 kvadratmeter i et »eftertragtet« kvarter.