»Jeg kan ikke lide at vise mig frem.«
Udtalelsen er overraskende. For den kommer fra Jarl Friis-Mikkelsen – manden, der blev kendt som den ene halvdel af Brødrene Øb og Bøv, som ham den sjove i Walter og Carlo-filmene, og som senere blev underholdningschef i DR.
I sin karriere har han talt med alle de kendte i sine talkshows 'Smil ... du er på', 'Talkshowet' og 'Jarls quizshow'. Hans arbejdsliv har altid handlet om at underholde.
Men jo ældre han bliver, des mere glad bliver han for en helt anden side af sig selv.
»De fleste vil tænke, at jeg er et offentligt menneske. Jeg har snakket hele mit liv. Men når jeg maler, siger jeg ikke én lyd. Jeg holder kæft, og så må billedet råbe – eller hviske.«
Det tiltaler ham. Det er ikke nyt, at Jarl Friis-Mikkelsen maler, det har han gjort i mere end 20 år. Men det er nyt, at han taler højt om det til andre end venner og familie.
Forandringen skete, da han sidste år på opfordring af kunsthistorikeren Lise Svanholm udstillede sine billeder på Børglum Kloster i Nordjylland.
»Det gik så godt, at jeg nu kan indrømme, at jeg maler,« siger han.
Det er ikke fordi, han er bange for at vise dem frem eller bange for at få kritik.
»Men jeg tror, der er en blufærdighed i mine billeder – og en nysgerrighed.«
Blufærdigheden værner han om. Han genkender den fra andre steder i sit liv, og den er – både i livet og i billederne – en fast makker med humoren.
»Nu bliver det alvorligt – det må det også godt,« siger han og fortsætter: »Humoren har altid beskyttet mig.«
Sådan må det nok være, når man som Jarl Friis-Mikkelsen tidligt har stiftet bekendtskab med døden. Jarl Friis-Mikkelsens mor døde efter længere tids sygdom, da han selv var bare 11 år gammel.
Tidligere har han til Politiken beskrevet sin ungdom sådan her:
»Jeg havde mistet min mor, jeg blev drillet i skolen. Jeg stammede og havde svært ved at sige ’j’, hvilket er uheldigt, når man hedder Jarl. Jeg havde opstopper og var alt for høj og tynd, og mit hår krusede op midt i Beatles-tiden ... når man helst skulle have pandehår.«
Som 68-årig siger han det med andre ord:
»Når man mærker rigtigt efter, er der meget at være ked af i tilværelsen. Derfor kan du lige så godt prøve at lægge et smil ind – det letter det hele.«
Udstillingen sidste år gik godt. Han solgte 70 ud af de 90 billeder, han fremviste på klosteret.
»Det er godt, siger de, der har forstand på det. Men det at male er stadig noget, jeg gør for mig selv – af nødvendighed. Det er en ventil ligesom humoren. Det får mig på afstand og får mig til at tænke klarere.«
Derfor er det stadig tv, han tyer til, når han går på arbejde. Han er netop ved at lægge sidste hånd på juleserien 'Grethes jul', som han har lavet til TV 2. Serien på fire afsnit har premiere 7. december og er det, han kalder en »varm juleserie« i fire afsnit.
»Tiden er ikke til kriser og drab. Den er til håb, tilgivelse og varme. Vi trænger alle til en klog og lidt tosset bedstemor som Grethe, der kan sætte tingene i relief,« siger han.
Den nye pige i klassen, corona, har ændret livet for alle. Med sit besværlige væsen har hun heller ikke gjort livet lettere på en tv-produktion.
»Det har været grænseoverskridende på alle måder. Vi har ikke kunnet arbejde så mange mennesker, som vi normalt ville. Vi har haft en daglig afspritter, der har sprittet alt og alle af hver 20. minut. Vi har haft visir på – og det er sket mange gange, at jeg har prøvet at hælde kaffe ind uden at fjerne det først,« siger han med den underspillede humor, der er hans varemærke.
»Jeg er blevet testet 18 gange for at være sikker på, at vi ikke smittede hinanden under optagelserne,« siger han.
De nye forholdsregler skulle tænkes ind i et i forvejen tætpakket optageprogram.
»Det har været intenst. Vi gik i gang i midten af juni og arbejder stadig på fuld tryk helt ind i december,« siger Jarl Friis-Mikkelsen, der er idémand og også har instrueret serien.
Med god planlægning har det hængt sammen. Også med den genoptræning, han har skullet igennem, efter han i slutningen af maj – stort set samtidig med at han fik grønt lys til serien – brækkede en ryghvirvel.
Faktisk var det et forsøg på at forebygge et uheld, der førte til, at han faldt ned ad kældertrappen i familiens villa.
»Jeg kom hjem en aften og så, at der lå noget cellofan på trappen. Det ville jeg samle op, så vores datter, der bor i kælderen, ikke skulle glide i det.«
Men tilfældet ville, at han, idet han bukkede sig, trådte på en ende af papiret og derefter gled to trin ned. Det kostede en ryghvirvel.
»Det er et grimt sted at brække. Men jeg slap billigt,« siger han.
»Jeg måtte ikke bære noget i nogle uger og skulle forholde mig i ro. Så der var ikke noget med at spille tennis – hvilket jeg så heller ikke havde lyst til.«
Lige nu har han travlt, og han aner ikke, hvad der venter, når juleserien er skubbet ud af tørdokken. Som han siger:
»Først skal jeg lige finde ud af, hvad jeg selv hedder. Men så skal jeg nok male billeder, det har jeg ikke gjort længe – og der er noget, der skal ud.«
