Den fineste hæder, du som skuespiller kan få for dit arbejde, er en Oscar-statuette. Mange må nøjes med at drømme om én. Andre er – mere eller mindre – ligeglade med dem, de får.

I hvert fald tyder alt på, at Jared Leto ikke har knyttet noget synderligt tæt bånd til den, han modtog i 2014 for sin rolle i filmen 'Dallas Buyers Club'.

Den har han nemlig mistet for nogle år siden.

Det afslørede skuespilleren selv i 'The Late Late Show' tirsdag – til stor overraskelse for værten James Corden.

»Du ved, jeg fandt ud af, at den har været væk i omtrent tre år, og jeg anede det ikke,« fortæller Jared Leto i programmet og fortsætter:

»Jeg tror ikke, der er nogen, der har ønsket at fortælle mig det. Jeg er undervejs flyttet til et nyt hus i Los Angeles, og under flytningen er den på magisk vis forsvundet.«

US actor/musician Jared Leto arrives for the 2019 LACMA Art+Film Gala at the Los Angeles County Museum of Art in Los Angeles on November 2, 2019. Jean-Baptiste LACROIX / AFP
US actor/musician Jared Leto arrives for the 2019 LACMA Art+Film Gala at the Los Angeles County Museum of Art in Los Angeles on November 2, 2019. Jean-Baptiste LACROIX / AFP Jean-Baptiste LACROIX

Skuespilleren, der også er forsanger i bandet Thirty Seconds to Mars, vil ikke udelukke, at statuetten ligger og gemmer sig et eller andet sted i hans nye hjem. Men han forklarer, at man har afsøgt hver en afkrog uden held.

»Jeg håber, den er i gode hænder et andet sted, men, du ved, vi har ikke set den i et stykke tid,« siger han, før James Corden bryder ind:

»Stop engang, tror du, at en anden har den?«

Det vil den 49-årige skuespiller absolut ikke udelukke.

»Jeg tror, det er muligt. Det er ikke sådan en ting, man ved et uheld kommer til at smide ud. Jeg håber, at der er en, der tager sig godt af den.«

Skulle det være tilfældet, er det da heller ikke første gang, Jared Leto lader andre om at tage vare på statuetten.

Da han i 2014 modtog prisen for 'bedste mandlige birolle' i 'Dallas Buyers Club', hvori han spillede Rayon, lod han den også gå på omgang.

»Jeg så den ikke halvdelen af aftenen, og den blev lidt ridset, men folk havde sjov med at tage billeder med den, og det var fedt at dele den med andre,« husker han tilbage i 'The Late Late Show'.

Selvom den prestigefyldte statuette er væk, kan Jared Leto trøste sig ved, at det langt fra var den eneste pris, han vandt for sin præstation i førnævnte film.

Rollen sikrede ham således også en Golden Globe og et hav af andre priser, nomineringer og ikke mindre roller i senere film og serier.

Ingen af disse har dog sat ham i spil til en Oscar-statuette.