Tidligere på måneden mistede Janni Spies sin elskede bror, Leif Brodersen. Han blev 73 år gammel.

Dengang ønskede familien ro til at bearbejde sorgen, men nu bryder Janni Spies tavsheden.

Det gør hun med et par fine mindeord om sin bror.

»Savnet til Leif er meget stort. Han var en fantastisk storebror - så ærlig, dygtig, hæderlig og trofast,« fortæller Janni Spies til B.T. gennem sin PR-agent Signe Lykke Jensen.

Det er første gang, Janni Spies selv sætter ord på den store sorg over tabet af sin halvstorebror, der var en kær ven for hende igennem livet.

Hun fortæller, at de mange stunder, søskendeparret har delt, vil hjælpe hende videre gennem tabet.

»Jeg tænker på alle de smukke og dejlige minder jeg har om ham. Dem er der heldigvis masser af,« lyder det fra erhvervskvinden.

I sidste uge blev det offentligt kendt, at Leif Brodersen var gået bort, men her var Janni Spies endnu ikke klar til at sætte ord på det store tab.

ccc
ccc
Vis mere

»Familien er rigtig, rigtig kede af det, og de håber, at pressen vil respektere, at de har brug for fred og ro,« lød det dengang fra Janni Spies' PR-agent.

58-årige Janni Spies ansatte broren Leif Brodersen som administrator i Spies Rejser, efter hun arvede milliardkoncernen fra ægtemanden Simon Spies.

Her arbejdede Leif Brodersen indtil 1992, hvor Janni Spies' daværende mand, Christian Kjær, erstattede Leif Brodersen, efter en konflikt mellem de to mænd i Janni Spies' liv.

Janni Spies og broderen Leif Brodersen vedholdt dog deres tætte relation trods konflikten, som Janni angiveligt først lærte at kende til, efter hun var blevet skilt fra Christian Kjær.

Disse detaljer kom frem under retssagen mellem Janni Spies og Christian Kjær, hvor Janni krævede 150 millioner tilbage, som hun mente var gået fra hendes pengepung til eksmandens under det 20 år lange ægteskab.

I den forbindelse understregede Leif Brodersen, at han ikke selv ønskede at være en offentlig person og dermed heller ikke ønskede at kommentere den spegede retsag.

For fem år siden mistede Janni Spies også sin søster, Winnie Frederiksen, der som kun 66-årig døde af kræft.