Hun var en ganske almindelig pige fra et arbejderhjem, men blev landskendt, da hun som kun 21-årig blev gift med en af Danmarks rigeste mænd.

Mens en ny dokumentar har skabt fokus på bagsiden af forherligelsen af Simon Spies, rejser den også andre spørgsmål. For hvorfor var det netop den unge Janni Brodersen fra Herlev, som han endte med at gøre til sin brud og enearving til formuen? Og hvorfor sagde hun ja?

'Find dig en ung kone,' havde Simon Spies' gode ven, den kontroversielle politiker Mogens Glistrup, sagt flere gange. Simon Spies havde hørt hans råd, og gennem tiden havde han spurgt flere af de unge kvinder, han omgav sig med, og som han kaldte 'morgenbolledamer', om en af dem ville være hans brud.

Men de takkede nej på stribe, fremgår det af DRs nye dokumentar 'Spies og morgenbolledamerne', der med fokus på Spies' seksuelle omgang og udnyttelse af meget unge kvinder giver den afdøde rejsekonge gevaldige ridser i imaget.

Janni og Simon Spies blev gift i 1983.
Janni og Simon Spies blev gift i 1983. Foto: ULLA AUE
Vis mere

Én ung kvinde sagde dog ja til at gifte sig med den aldrende og barnløse rejsekonge, der havde været gift tre gange tidligere. Efter længere tids bejlen fik han sat en forlovelsesring på fingeren af den kun 20-årige Janni, der dengang hed Brodersen til efternavn.

»Da han spurgte, om jeg ville gifte mig med ham, var jeg ikke et øjeblik i tvivl! Jeg kunne mærke, at jeg var klar. Jeg havde dog et par betingelser, blandt andet var det vigtigt for mig, at jeg kunne få lov at beholde mit arbejde, som jeg elskede så højt,« forklarede Janni Spies til Ekstra Bladet, da hun fyldte 50 år.

At det netop blev Janni Brodersen fra Herlev, der skulle blive til Janni Spies, stod dog ikke skrevet i kortene.

Men den unge Janni var en selvstændig kvinde, der valgte at droppe ud af 10. klasse. I stedet fik hun som kun 16-årig et job som piccoline i Spies-koncernen.

Det var Holmens Kirke i København, der lagde rammen om det celebre bryllup.
Det var Holmens Kirke i København, der lagde rammen om det celebre bryllup. Foto: Henning Thempler
Vis mere

Her fik hun med tiden udsyn til den kultur, der var omkring Simon Spies. Til hans hang til unge piger, som rigmanden konstant omgav sig med, og som også frekventerede rejsebureauet.

Hjemme hos familien Brodersen havde man talt med forargelse om, hvordan det nærmest var blevet kutyme, at mødrene kørte deres døtre i lufthavnen, så Simon Spies kunne tage dem med på sine ferier, mod at familierne modtog 10.000 kroner, fremgår det af bogen 'Spies – et eventyr'.

Det var ikke den fremtid, som Janni Brodersens far, telemontør Werner Isager, samt hendes mor, den hjemmegående Yvonne Isager, ønskede for deres datter, der var deres eneste fælles barn. En efternøler, deres øjesten.

Janni Brodersen, der som 18-årig blev forfremmet til at sidde ved kassen i Spies, afviste da også den stenrige forretningsmand gang på gang, når han kom med tilnærmelser. Hun ønskede ikke at blive en af hans morgenbolledamer.

Simon Spies var 40 år ældre end Janni. Her ses de få måneder før hans død.
Simon Spies var 40 år ældre end Janni. Her ses de få måneder før hans død. Foto: Mini Wolff
Vis mere

Hun kunne egentlig godt lide ham, men var ikke interesseret i et forhold med ham. I stedet fik de, hvad Janni har kaldt et »venskabeligt forhold«.

Men Simon Spies var en mand, der var vant til at få, hvad han ville have. Og i efteråret 1982 lykkedes det ham at få hende med ud at spise frokost. Her havde parret ifølge bogen 'Simon Spies – solkongens liv og tid' et gennembrud, hvor Janni for første gang oplevede, at hun godt kunne se sig sammen med den 40 år ældre rigmand. Hun oplevede ham som galant, ydmyg, sårbar og sød.

Få måneder senere gjorde han hende til midlertidig rejsekassererske, så han kunne lokke hende med på en tur til Rom under påskud af, at det var arbejde. Janni, der på det tidspunkt boede i en lille lejlighed i Folehaven, gik med til turen, og da parret kom hjem, var de forlovet. Janni havde sagt ja til giftermålet på tre betingelser: At hun kunne færdiggøre 10. klasse, at han skulle holde op med at drikke så meget, og at han skulle skære ned på de mange kvinder.

Simon Spies' accepterede vilkårene, men hvad der kom derefter, havde den kommende brud næppe forestillet sig i sin vildeste fantasi.

Opmærksomheden omkring hende var enorm. Og da parret 11. maj 1983 blev gift i Holmens Kirke, blev det udråbt som det største bryllup, siden prinsesse Margrethe og prins Henrik var blevet gift i samme kirke 14 år tidligere.

Det var blandt andet under en fest på Damhuskroen i 1980, at Simon Spies for alvor fik øjnene op for den unge Janni, som han svingede i armene gennem lokalet.
Det var blandt andet under en fest på Damhuskroen i 1980, at Simon Spies for alvor fik øjnene op for den unge Janni, som han svingede i armene gennem lokalet. Foto: NF
Vis mere

Brylluppet løb op i et astronomisk millionbeløb med en brudekjole til 180.000 kroner og en vielsesring til 1,8 millioner kroner.

I et klip i dokumentaren 'Spies og morgenbolledamerne' ser man Janni svare i et ældre interview på, hvorfor parret valgte at blive gift. Om det var af kærlighed?

»Det er da klart, at jeg tror da ikke, at Simon kunne holde ud at være sammen med en, han ikke holdt af. Det er svært. Jeg kan ikke rigtig svare på, hvad Simon følte,« lød det fra den unge Janni.

Flere gange blev hun også spurgt, om hun havde taget den 61-årige Simon Spies for pengenes skyld.

Janni Spies har ikke givet mange interview de senere år.
Janni Spies har ikke givet mange interview de senere år. Foto: Nikolai Linares
Vis mere

»Jeg tror faktisk, det er omvendt,« lød svaret ifølge bogen 'Spies i citater og billeder'.

Og svaret var hudløst ærligt. For Simon Spies havde faktisk valgt at gifte sig, så han slap for, at hans mor skulle arve ham, hvis han døde, hvilket ville udløse en arveafgift på over 90 procent.

Han havde dog næppe regnet med, at han ville dø så tidligt. Men kort efter brylluppet fik Simon Spies konstateret skrumpelever i så alvorlig grad, at han døde i april 1984 – kun 11 måneder efter brylluppet.

Af ægtepagten fremgik det, at Janni var enearving til formuen på en halv milliard kroner samt Spies-koncernen.

Janni og Christian Kjær ved kronprinsparrets bryllup.
Janni og Christian Kjær ved kronprinsparrets bryllup. Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

Efterfølgende har Janni Spies fortalt, at hun ikke anede, hvor syg hendes mand var, da hun blev gift med ham. Men et var sikkert. Tiden efter brylluppet og især efter hans død var ikke nem.

»Jeg skulle præstere hele tiden, holde tale, give interview, optræde på tv, og det har aldrig ligget naturligt for mig at stille mig frem, sådan som nogle har det godt med, så jeg var meget nervøs.«

»Oven i det skulle jeg hele tiden sørge for at se godt ud, for det blev jeg også bedømt på. Alt, hvad jeg lavede og gjorde, blev udstillet i alle blade i hele Skandinavien. Det var meget voldsomt,« fortalte Janni Spies i 2021 i bogen 'Tage Frandsen – historien om Danmarks første kendisfrisør'.

Tage Frandsen var blevet en af hendes bedste venner, siden han satte hendes hår ved brylluppet med Simon Spies.

Janni Spies stod pludselig med en stor del af ansvaret for Spies-koncernen. I 1986 købte hun blandt andet tre brugte Airbus 300-fly.
Janni Spies stod pludselig med en stor del af ansvaret for Spies-koncernen. I 1986 købte hun blandt andet tre brugte Airbus 300-fly. Foto: Bjarne Lüthcke
Vis mere

Og venskabet holdt ved. Også da Janni Spies' få år efter i 1988 blev gift med Christian Kjær, som hun siden fik to børn med, Michala og Christopher.

Livet med FLSmidth-arvingen bragte Janni Spies, der skiftede navn til Janni Kjær, op i jetsettet og ind på de bonede gulve i Kongehuset.

I 2008 blev Janni Kjær udnævnt til ridder af Dannebrogsordenen. Få år efter blev hun skilt fra Christian Kjær og flyttede i et rækkehus i Hørsholm.

Og bortset fra, da det tidligere par i 2013 var en tur for retten i en retssag om millioner, der blandt andet afslørede et gigantisk privatforbrug, har Janni Spies holdt sig mere privat de senere år.

Hun har da heller ikke 'for indeværende' lyst til at kommentere den nye dokumentar om sin tidligere ægtemand, selv om hun fortsat er formand for Simon Spies Fonden, lyder det fra Janni Spies' presseagent, Signe Lykke Jensen.

Det har heller ikke været muligt at få en kommentar fra Christian Kjær.