Kærlighed har ingen alder, siger man.

Og det tager Jeppe Stokholm, der er kærester med Janni Ree, angiveligt helt bogstaveligt.

I hvert fald drømmer han om at få børn med Janni Ree, fortæller hun til Her&Nu.

»Jeppe kunne godt tænke sig at få et barn. Han kunne godt tænke sig at få et barn med mig. Man kan jo tage til Georgien og få en rugemor, og så kan man låne et æg, for jeg har jo ikke flere æg,« siger Janni Ree til mediet.

Den ældste kvinde, der hidtil har født et barn, var indiske Erramatti Mangamma, der i en alder af 74 år blev mor.

Hun blev ved hjælp af kunstig befrugtning og ægdonation gravid og fødte den 5. september 2019 tvillinger.

Herhjemme var den ældste kvinde, der er blevet mor, 61 år, da hun efter fertilitetsbehandling i England i 2007 kunne føde sit barn på Rigshospitalet.

Selv er Janni Ree, der allerede er bedstemor til fem, ikke lige så vild med ideen om flere børn.

Godt nok, fortæller hun, at hun har spurgt sin datter om, hun må låne et æg, men hun siger også til Her&Nu, at det spørgsmål ikke faldt i god jord.