En hofteoperation skulle der til for, at Karsten Ree kunne få det optimale ud af sit liv.

Hvis man spørger hans kone, Janni Ree, så var ægtemanden slidt op og havde så mange smerter, at der ikke var nogen vej udenom, selvom det har været smertefuldt.

»Det har jo været som at have et lille barn. Man er jo bekymret, så man sover som en drage med det ene øje åbent. Jeg er faret op, hver gang der har været noget,« fortæller den 49-årige kendis, da B.T. møder hende til pressemøde på den nye sæson af reality-programmet 'Forsidefruer'.

Ægtemanden har nu fået skiftet hofte i begge sider, men nummer to har været meget mere smertefuld for den 74-årige milliardær, fortæller konen.

»Det har jo ikke været nemt for ham. Han har haft meget ondt, og det har man godt kunnet se på ham. Det er ikke tit, man har hørt ham skrige af smerte,« lyder det videre fra reality-kendissen.

Tirsdag, samme dag som pressemødet blev holdt, skulle Karsten Ree for første gang til genoptræning efter sin operation.

Janni Ree fortæller, at det allerede går meget bedre, og at søvnafbrydelserne om natten nu er nede på omkring en per nat.

»Det har været hårdt. Det har ikke været nemt, men nu går det heldigvis bedre,« lyder det fra hende, og hun uddyber:

»Jeg har skullet hjælpe ham med alting. At tage tøj på og alting. Det er også mig, som har faret rundt i køkkenet. Jeg har ligget vandret. Det har næsten været et fuldtidsjob.«

Efter at have tænkt sig lidt om tilføjer hun dog, at det egentlig altid er hende, der farer rundt i køkkenet, fordi hun ikke rigtig kan lade være med det.

Janni Ree slår fast, at selvom det har været en hård omgang med søvnløse nætter og mange smerter for gemalen, så var alternativet værre.

»Han er jo slidt op. Sådan er det bare. Nogen bliver hurtigere nedslidte end andre, og han har jo knoklet hele sit liv, og som han siger, så har han slæbt massevis af aviser, da han var yngre. (Karsten Ree startede Den blå avis, red).«

Foruden sine hofteproblemer har Karsten Ree også været oppe imod andre store helbredsproblemer.

Tilbage i 2015 fik Ree nemlig at vide, at han var ramt af blærekræft, og efterfølgende modtog han behandling for sygdommen på Herlev Hospital.

Han har også kæmpet med nethindeløsning i sit højre øje - en sygdom som i værste fald kan koste synet.

Det gik dog heldigvis godt og med hensyn til kræften, så er de svar, som parret får på Karsten Rees prøver, heldigvis kun fyldt med gode nyheder.

»Altså man ved jo aldrig med sådan noget, men foruden hofteoperationen, så har han det overvejende godt. Så det er rigtig dejlligt,« lyder det fra Janni Ree.

Nu skal parret til at nyde en tid med lidt mere ro på nætterne, og fra marts skal Janni Ree i gang med at indspille nye afsnit af reality-serien 'Forsidefruer.'

Janni Ree og de andre medvirkende har alle en fortid i rampelyset, og Janni Ree var i mange år kendt som Oddset-pigen, inden hun for alvor brød igennem som reality-kendis.

Hun og Karsten Ree blev gift i 2015 - samme år som hendes partner fik sin kræft-diagnose.