Det er ikke nogen hemmelighed, at Janni Ree og Amalie Szigethy er blevet uvenner.

De to var ellers blevet rigtigt tætte igennem deres deltagelse i realityprogrammet 'Forsidefruer'.

»Jeg kan kun sige, der opstår nogle ting, og jeg har holdt hånden over en person, og når personen så siger noget på kamera alene, så bliver man chokeret.«

Sådan lyder det fra Janni Ree, som direkte adspurgt indrømmer, at personen, hun taler om, er Amalie Szigethy.

Arkivfoto. Janni Ree midtfor og Amalie Szigethy længst mod højre.
Arkivfoto. Janni Ree midtfor og Amalie Szigethy længst mod højre. Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

Hun kan ikke komme ind på lige præcis, hvad det er, hendes tidligere veninde har sagt, for det må man vente med at se i programmet 'Forsidefruer', men hun siger, at hun mener, Szigethy er gået bag ryggen på hende. Selvom man kan tro, at meget af det, man ser i reality-tv, er fabrikeret, så garanterer Ree, at der er ægte følelser involveret.

»Det er ligesom, når man er i et parforhold. Hvis folk er illoyale over for en, så bliver man jo ked af det,« lyder det videre fra kendissen.

Hun siger desuden, at de andre, der er med i programmet, også har haft deres ture med Szigethy. Hun håber nu, at klipningen ikke kommer til at bevirke, at det virker til, at hendes tidligere veninde ligner et offer.

Amalie Szigethy bekræfter, at de to er uvenner, og realitystjernen forklarer også, at det er rigtigt, at det er nogle udtalelser, som ligger til grund for striden. Hun slår dog også fast, at hun har undskyldt for dem.

»Jeg er ikke noget ondt menneske, og jeg har ikke haft intentioner om at såre Janni,« siger hun.

Også hun understreger, at selvom 'fruerne' i programmet er blevet sat sammen, så er det, der sker nu, meget ægte.

»Vi var ægte venner, også når der ikke blev lavet 'forsidefruer', så det er da trist, det er endt sådan. Men jeg er også en, der tager livet, som det er.«

Hun understreger, at det er vigtigt for hende at være glad hver morgen, når hun står op, og finde energi i de mennesker, hun omgiver sig med. Hun vil dog ikke svare på, hvorvidt hun overvejer at stoppe med at lave reality-programmet.