I den helt nye realityserie 'Divaer på Discount' kan man opleve Janni Ree og Sigmund Trondheim på slap line sammen, når Jannis datter og Sigmunds far er fast besluttet på at rive nogle divanykker ud af de to realitystjerner. Men det er ikke helt så nemt.

Jannis datter vil tage Janni med på camping, men først skal Janni naturligvis have en helt flad mave, og hård træning er overvurderet, når man i stedet kan få en tarmskylning – i hvert fald, når man er Janni Ree. Jannis datter Nathalie finder det dog helt enormt ulækkert, men Janni mener, at hendes datter er lige lovlig sippet.

Hjemme hos Janni og Karsten er afføring nemlig en helt naturlig del af dagligdagen – måske lidt for naturlig.

»Jeg har et godt forhold til min afføring – til lort. For hjemme hos os, der taler vi altid om vores afføring. Vi går meget op i det, hvem der har været på toilettet, og hvem der har lavet mest, og vi kigger ned i toilettet hos hinanden og siger 'Nej, hvor er det fint' og 'Ej, hvor er det godt'. Vi taler rigtig meget om det,« afslører Janni.

Hun har dog ikke helt formået at bringe sin egen begejstring for afføring videre til datteren, som bare synes, at det er klamt. Se de sjove klip fra Jannis tarmskylning herunder, og se hele første sæson af 'Divaer på Discount' på Viafree.

Artiklen er bragt i samarbejde med Realityportalen.dk