De troede, at de havde deres på det tørre. Men for et par uger siden brød en uvelkommen gæst ind i parrets luksusejendom i Vedbæk. En usynlig gæst som stadig trækker mærkbare spor i parrets liv.

»Jeg er ved at blive sindssyg,« siger Janni Ree ligeud.

Selvom både hun og hendes mand, rigmanden Karsten Ree, for længst har fået deres to stik, blev de begge for nylig ramt af corona. Og det har været en hård omgang, indrømmer hun blankt.

»Vi er begge stadig meget trætte. Men det værste er, at vi begge har eftervirkninger af coronaen,« fortæller Janni Ree og fortsætter:

»Jeg kan ikke lugte. Jeg kan ikke smage. Så man spiser bare for at spise. Det er skrækkeligt, der er ingen nydelse, når man bare sidder dér og putter mad i munden uden at kunne smage eller lugte den.«

Også 76-årige Karsten Ree døjer med eftervirkningerne.

»Han smager en anelse mere end mig. For han synes, at alt smager ad helvede til. Så jeg har sgu snart opgivet at lave mad,« griner hun og fortsætter:

»Men jeg aner jo heller ikke, hvad og hvor meget jeg har puttet i maden, så jeg står jo nærmest bare og rører ud i luften. Og så er det altså ikke sjovt at lave mad.«

Netop nedsat smags- og lugtesans er de mest kendte senfølger ved corona, som for nogles vedkommende – især ældre – kan vare op til et halvt år.

Foreløbig tager kendisparret dog senfølgerne med højt humør.

»Nu er vi både vaccinerede og har haft corona, så nu har vi i hvert fald antistoffer nok. Og så kan vi ikke gøre ret meget mere,« smiler hun og glæder sig over, at Karsten Ree er på benene igen.

For ud over coronaen, mistede milliardæren synet. Og parret var i starten bange for, at også det var forbundet med covid-19 virusset.

Et besøg hos lægen viste dog, at Karsten Ree var blevet ramt af den alvorlige øjensygdom nethindeløsning, som han 9. november blev hasteopereret for.

»Det var akut, ellers var han blevet blind. Så det skulle gå hurtigt,« sagde Janni Ree ved den lejlighed til B.T.

Efterfølgende har Karsten Ree for det meste ligget på langs.

»Han har sovet i mange dage. Har vitterlig sovet dagen lang. Men nu er han oppe igen. Han har selvfølgelig stadig lidt problemer med øjnene. Både det, han er opereret på, og det andet, som han overbelaster.«

»Men han har jo prøvet det én gang før. Han har bare fortrængt, at det var så slemt,« fortæller den populære realitystjerne med reference til, at Karsten Ree også for tre år siden blev ramt af sygdommen.