Onsdag havde Jan Linnebjerg fornøjelsen af at besøge Cirkusbygningen, hvor dette års Reality Awards løb af stablen.

Han har ikke selv kastet sig ud i realityformatet, men havde i stedet fået til opgave at uddele en af aftenens priser.

På den røde løber kunne den 62-årige skuespiller dog også afsløre, at der venter en – om muligt – endnu større og vigtigere opgave forude, skriver Billed-Bladet.

Ved sin side havde han nemlig sin 31-årige datter, Clara, som er gravid.

»Jeg glæder mig selvfølgelig vanvittig meget. Jeg skal lige komme hen over det hjørne, at jeg skal være morfar. Jeg tror, Clara er klar til at blive mor, men er jeg så gammel?« fortalte han til mediet og tilføjede:

»Der er selvfølgelig mange morfædre, der er meget yngre end mig … Jeg glæder mig meget, det bliver vildt.«

Når den lille ny melder sin ankomst til sommer, er det Jan Linnebjergs første barnebarn.

Privat danner skuespilleren par med Karen Abrahamsen, med hvem han også har den 19-årige søn Magnus.